Det var med sjældent set længsel, at de første biler kørte frem mod startrampen til Cimbern Rallye 2020. Rallyet i det nordtyske lagde asfalt til første afdeling af Dansk Super Rally, efter kalenderen er blevet rystet godt og grundigt. 

Seks prøver skulle mandskaberne ud på, hvor særligt Kuisballig-prøven på papiret ville give udfordringer – hele 26,9 kilometer specialprøve skulle gennemkøres to gange. Men også de kortere prøver gav udfordringer. Heftige regnskyl over servicepladsen kort før start gav anledning til bekymrede miner. Meget af snakken efter de første kilometer Dansk Super Rally bar da også præg af sætninger med ’forkert dækvalg’, ’fedtet underlag’ og lignende, da vejene var optørrende. 

Bedst på første prøve, Osterberg 1, var Kenneth Madsen/Mette Felthaus i Suzuki Swift R+ foran Kristian Poulsen/Ole Frederiksen og Michael Sørensen/Erik Kristensen. SS2 var Rehberg 1 på 5 kilometer, og her var Poulsen/Frederiksen hurtigst og satte sig i front af rallyet. Esben Hegelund/Karsten Isaksen i Skoda Fabia var toer foran det bedste tyske mandskab, Riedemann/Brünjes. 

På den lange SS3 Kuisballig var det Christian Riedemann/Christian Brünjes der var hurtigst. Med en margin på 15 sekunder til næstbedste, VW Polo-duoen Poulsen/Frederiksen, der havde Hegelund/Isaksen yderligere syv sekunder efter sig. Men herefter gik det skævt for sidste års vindere af Cimbern Rallye, Kristian Poulsen/Ole R. Frederiksen. VW’en fik teknisk defekt, der ikke kunne løses, og de måtte trække sig fra resten af dagen. 

Det overlod scenen til Riedemann/Brünjes, der med sejr på prøve 5 og 6 cementerede den samlede sejr i dette års Cimbern Rallye. Esben Hegelund måtte efter et par snurreture og en tur af vejen på sidste prøve slippe grebet i toppen, hvor Ib Kragh/Ditte Kammersgaard kørte sig ind på en andenplads efter Michael Sørensen/Erik Kristensen, der sluttede som bedste danskere.

Se de samlede resultater fra Cimbern Rallye 2020 her.

Sydhavs Jubilæumsrally næste afdeling i Dansk Super Rally 2020

Næste rally i Dansk Super Rally er Sydhavs Jubilæumsrally med rallycentrum og ceremoniel start i Nykøbing Falster. Det køres lørdag den 19. september. Læs mere om det her på dasu.dk.

Fotos: Allan Post