Den første baghjulstrukne R3-rallybil får debut i Rallye Deutschland.

Toyota Motorsport GmbH, TMG, har barslet med R3-bilen baseret på GT86-coupe-modellen, og nu får den så officiel debut efter intensiv test.

GT86 CS-R3, som den hedder, har med baghjulstrækket aner tilbage til 1980’ernes Celica Twin Cam Turbo (TA64), der skal sætte fokus på at det er mere end sjovt at køre.

Bilen kører dog ikke med i WRC – den kører som såkaldt Zero Car, der gennemkører specialprøverne i det tyske VM-rally før VM-deltagerne kører.

Det bliver Isolde Holderied, tidligere dame-verdensmester i rally-VM gr. N, der kører bilen.

Bilen, der som navnet antyder, lever op til FIAs R3-regler, er stadig på prototype-stadiet, men bliver udbudt til salg til 2015-sæsonen til privatkunder og forhandlere. Den 1998 cc store motor yder 240-250 hk i rallytrim.