Toyota #8 sluttede som hurtigste bil i træningen til 24-timersløbet på Le Mans. Det var dog en træningssession, som både Loïc Duval, Tom Kristensen og racerfans generelt kunne være foruden.
Franskmanden var kommet i Audi R18 e-tron quattro #1, som tidligere havde været absolut hurtigste bil med Lucas di Grassi bag rattet. Efter lidt over en times kørsel i træningen kom Duval ud for et heftigt crash i de hurtige Porsche-kurver, hvor bilen angiveligt ramte fanghegnet med alle fire hjul hævet over jorden.

En godt og grundigt destrueret Audi var de eneste tv-billeder, der var af ulykken. Duval blev bragt i ambulance til banens medical centre, og efter nogen tid kunne Dr. Ullrich fra Audi Sport Team Joest berette, at han talte og var ved bevidsthed.
Om franskmanden er i stand til at køre løbet – og om teamet kan nå at genopbygge en ny #1 – må tiden vise.
Resten af træningen forløb med blot to andre, mindre rødflagsperioder, enkelte afkørsler og tekniske defekter til blandt andet Nissans ZEOD i garage 56. Også Porsches GTE Pro #92, der måtte have ny trækaksel kort inde i sessionen.
3:23.652 lød Toyota #8’s bedste tid, hvilket var lidt hurtigere end bedste ved testdagen 1. juni. Det var 0,324 sekunder bedre end Audi #2 og 0,639 bedre end søsterbilen med #7. Porsches bedste var #20 på sjettepladsen, lidt under tre sekunder dårligere end Toyotaen i front.
LMP2-klassen blev domineret af OAK Racings Ligier #35.
I GTE-klassen var der dansk dominans, da Nicki Thiim med en imponerende 3:57.015 var absolut hurtigste GTE-bil i #95, som han deler med Kristian Poulsen og David Heinemeier Hansson – også foran GTE Pro-racerne.
Det var dog tæt bag den hurtige sønderjyde, hvor AF Corses storfavoritter satte tiden 3:57.028 – knebent foran GTE Pro-bilen fra Aston Martin Racing med #97.
Corvette Racings #73 med Jan Magnussen, Antonio Garcia og Jordan Taylor sluttede treer blandt GTE Pro, mens Christoffer Nygaards GTE Am-Aston Martin med #98 var firer i klassen.
Første kvalifikation køres klokken 22.00.



