DM-finalen bliver til et gensyn med både de orange BMW’er fra Team Telesikring samt med Tom Pedersen. Både team og kører vender tilbage, men nu i en genforening til finaleweekenden.

– Sidste gang måtte jeg selv hoppe i bilen, men denne her gang har vi fået en aftale i stand med Tom Pedersen om, at han stiller op for os, siger teamchef Peter Ager.

– Jeg glæder mig til at køre BMW’en igen, for den kører jo godt, selv om det nok ikke bliver så nemt, som man tror, siger Tom Pedersen.

Sønderjyden har i få løb deltaget for det teknisk plagede KP Racing i Mercedes C200.

Tom Pedersen kørte for Team Telesikring Racing i 2008, hvor han blev nummer fem i mesterskabet efter at have vundet fire af sidste års løb. Men han har ikke nogen klar forventning til, hvad det kan blive til i den kommende weekend.

– Vi er kommet i gang med det lidt sent, så jeg har ikke tænkt så meget over mine forventninger, men jeg håber, at jeg stadig kan følge med, vurderer han.

Foto: Jeppe Rimmen