Meget skal gå galt, hvis ikke Benoit Treluyer, Marcel Fässler og André Lotterer skal sikre sig WEC-kørertitlen i 2012.

Audis trio i #1 har 16,5 point til Audi-kollegerne Tom Kristensen og Allan McNish, og den pointforskel betyder, at den dansk/skotske duo skal tage pole position og vinde sekstimersløbet i Shanghai – og så må kørerne i #1 højest blive nummer seks.

Det kan blive en uoverkommelig opgave for danskeren og McNish. Audi R18 e-tron quattrol #1 er de seneste seks løb endt på podiet, heraf med tre sejre. Men det er et langt løb, og meget kan ske. Begge Audier (og flere andre prototyper) var senest i Fuji involveret i sammenstød med bl.a. langsommere GT-biler.

– Det har indtil nu været en fantastisk sæson, som for Allan og jeg begyndte med en sejr ved premieren I Sebring. Efter løbet i Japan, som har betydet meget for mig, slutter vi nu sæsonen i Kina. Her har jeg fem gange tidligere været til start. To gange med Audi-prototyper i Zhuhai, jeg har kørt et løb i DTM i Shanghais centrum og har kørt Race of Champions i nationalstadionet i Peking. Til WEC-finalen på den lovende GP-bane i Shanghai ønsker vi os en sejr, siger Tom Kristensen.

WEC kører træning fredag og lørdag, mens sekstimersløbet sættes i gang søndag morgen dansk tid. Du kan finde link til livestreaming og livetiming her

Racemag.dk/Sponsorlinks