Det var tæt, tæt mellem de to Audi i front i kvalifikationen til Mobil 1 Twelve. Blot 9/1000 skilte Audi #1 fra #2, da Marcel Fässler og Allan McNish dystede om at tage pole position.
Det blev dog Fässler i R18 e-tron quattro #1, der med 1:43.886 tog pole position og satte ny rekord og slog tiden fra sidste år med den mere konventionelle R18 TDI samt kvalifikationsrekorden fra 2007 sat af Marco Werner i R10 TDI.
McNish var blot en hårsbredde fra, men skotten må sammen med Kristensen og Di Grassi nøjes med pladsen lige bag ved teamkammeraterne. Rebellion Racings #13 med Prost/Heidfeld/Jani var tredjebedst, men hele 2,5 sekund efter polesitter.
Danske David Heinemeier Hansson, der i år deltager i den mindste prototypeklasse, LMPC, starter sekser og næstsidst i klassen.
I GT-klassen var der en lidt overraskende pole position til tilbagevendte Risi Competiziones Ferrari F358, der slog Corvette Racings #4 med lidt over en tiendedel. Herefter fulgte de to Aston Martin Racing-biler med #97 med Mücke/Turner/Senna først foran Dalla Lana/Johnson/Lamy. Desværre må Jan Magnussen tage til takke med en startplads som P5 i klassen, dog blot lidt over et halvt sekund fra polesitteren.
De to debuterende BMW Z4 GTE starter som P8 og P9.