Enzo Ferrari, Juan Manuel Fangio, Stirling Moss, Jim Clark, Jackie Stewart, Ayrton Senna, Michael Schumacher – og nu Tom Kristensen.

Den danske Le Mans-legende blev mandag optaget i Motorsport Hall of Fame ved en ceremoni i Royal Opera House i London.

Det er det britiske magasin Motorsport, der står bag Hall of Famen, der nu altså også inkluderer en dansker.

Allan McNish og Dindo Capello overrakte prisen til Kristensen, der takkede de personer, der har været med gennem karrieren.

– Det er en stor ære for mig at modtage denne prestigefulde pris fra et magasin, der er kendt verden over. Langdistanceracing er en team-sport, og jeg har været meget heldig at køre for de bedste teams og at dele bilen med fantastiske codrivers, så derfor er denne pris ligeså meget til dem som til mig, siger Tom Kristensen i en pressemeddelelse.

– Jeg har haft fantastiske tider med disse to kørere her i aften, Allan og Dindo, både på og uden for banen. Og Audi Sport Team Joest har givet os bilen, ingeniørerne, teknikerne og strategierne, der samlet har gjort det muligt for os at nå vores successer. Det ville også være en fejl ikke at nævne min far, Carl Erik, der gav mig opbakningen og gode råd i begyndelsen af min karriere. Jeg skylder ham, og selvfølgelig min dejlige familie, alt, siger han videre.

Otte Le Mans-sejre er det som bekendt blevet til sammen med seks Sebring-sejre. Danskeren skal kæmpe om den syvende den 16. marts.