Tom Kristensen kommer fyldt med selvtillid til den 80. udgave af 24-timersløbet på Le Mans.
Danskeren har en sejr fra Sebring, pole position på Spa-Francorchamps og podieplads med i bagagen – og helt ny teknologi. Det giver samlet danskeren troen på en niende triumf i det legendariske løb.
– Jeg går naturligvis efter den niende sejr, siger han. Sammen med McNish og Capello udgør Kristensen et af de absolut mest erfarne mandskaber i løbet.
Vi er jo the old boys, alle på ”den forkerte side” af fyrre, men det gør bestemt ikke lysten til at vinde mindre. Dindo fylder år på søndag, og det er sandsynligvis hans sidste Le Mans. Vi vil naturligvis gøre alt for at fejre ham fra toppen af podiet. Hvis det sker, bliver han den ældste Le Mans-vinder nogensinde, siger Tom K i en pressemeddelelse.
Troen på succes kom efter danskeren sjette sejr i den amerikanske klassiker, der indledte VM for sportsvogne, WEC.
– Vi vandt på Sebring, og ligger i toppen af det nye verdensmesterskab for sportsvogne. Derfor kan vi heller ikke komme uden om, at Audi er favoritter. Toyota har bestemt vist sig konkurrencedygtige og kørte rigtigt hurtigt på testdagen i forrige weekend. Vi har stor respekt for dem og de andre teams, der alle har forberedt sig rigtig godt. Men i sidste ende bør det i år være Audis løb ”to win”. Vi vil gøre alt for, at det så er vores Audi, der kører først over stregen. Når det er sagt, er Le Mans et nyt løb hvert år. Det er verdens hårdeste racerløb, hvor man konstant skal forvente det uventede. Der er hård konkurrence i alle klasser, siger videre.
Allerede senere i dag går det løs med træning klokken 16.00.