Der er blandede meldinger for torsdagens to sessioner, men hvis nogle får ret i, at der falder regn over Circuit La Sarthe, så ser det godt ud for Tom Kristensen og Audi #2.

R18’eren med #2 på siden var hurtigst af alle tidligt i sessionen, og tiden på 3:26,536 holdt indtil de døende sekunder. Her slog Andre Lotterer i Audi R18 #1 Tom Kristensens bedste tid i sit andet forsøg.

Det var dog ikke en ren Audi R18 e-tron quattro-opvisning. Nicolas Lapierre satte midtvejs en flyvende omgang i Toyota #7, som Loic Duval dog kunne gøre et halvt sekund bedre. Audi #3 slog dog Duvals tid, der blev fulgt af Audi #4, der havde den anden Toyota bag sig.

Bedste private LMP1 blev Strakka Racings HPD.

I LMP2 lykkedes det Bas Leinders at placere OAK Racings #35 på syvendepladsen i den ultratætte prototypeklasse. Foreløbig pole går til Thiriet by TDS Racing.

I GTE Pro blev det til foreløbig pole position til Corvette Racings #74, søsterbilen til Jan Magnussens. Her var det også ultratæt med en 3:55,910, knebent foran Luxury Racings Ferrari #59. Jan Magnussen satte Corvette #73 på en foreløbig tredjeplads.

I GTE Am skubbede Allan Simonsen som vanligt på til sidst og rykkede Aston Martin #99 fra en femte- til en tredjeplads, da han forbedrede Christoffer Nygaards tid. 3:58,725 lød danskerens sidste forsøg på. Flying Lizard var hurtigst foran Prospeed Competition med Sean Edwards, der satte den belgisk indsatte Porsche på en foreløbig næstbedste tid.

Deltawing Nissanen fik en kort kvalifikation med kun tre registrerede omgange. Michael Krumm måtte parkere den bizarre racer, da en tur over curbs aktiverede brandslukningsanlægget. 3:42,612 lød tiden på, godt nok til en 26. plads., blandt LMP2-racerne.

Kvalifikationen torsdag køres fra 19.00-21.00 og igen fra 22.00 til 24.00. Der er melding om regnbyger torsdag aften.