Audi og Tom Kristensen måtte se sig slået af Peugeots løver i 2009 på Le Mans. Til juni tørner de to giganter igen sammen på La Sarthe-banen i Frankrig, når dette års udgave af 24-timersløbet Le Mans afvikles.

For Tom Kristensen, der otte gange tidligere har stået øverst på podiet over masserne i Le Mans-pitten, er fokus klart forud for langdistanceklassikeren: Det skal gå stærkere ned ad langsiderne på Le Mans.

– Vi arbejder med at forbedre vores R15 til R15+ – eller mine kollegaer, da jeg desværre er skadet pt. – i USA, og vi ønsker at vinde trofæet tilbage fra de franske løver. De er pt meget stærke – og man bemærker, at de fokuserer og satser 100% på Le Mans. Enkelt set; Vi skal have mere fart på langsiderne – og forbedre kompromisset mellem set-up, dækvalg og aerodynamik for at kunne udfordre dem på Le Mans. Sidste år slog vi dem på Sebring i vores debut med bilen, men havde slet ikke topspeeden på Le Mans’ mange langsider over 320 km/t, siger Tom Kristensen i et interview med Racemag.

Netop 12-timersløbet på Sebring har Audi Motorsport sprunget over i 2010. En nyklassiker, som Kristensen og Co. ellers har haft som fast base for forberedelser til de 24 timer på Le Mans. En ærgerlig Tom Kristensen ville dog ikke selv have været i stand til at køre løbet grundet sin skadede akillessene.

– Jeg er vild med Sebring. Et fantastisk klassisk race – som alle der har været der ved – og som jeg gerne vil have kørt. Det ville Audi også… Men set med forsvarlige øjne ville det alligevel ikke være muligt for mig personligt i 2010, da jeg kun er halvvejs i mit forløb efter en opereret akillessene, siger Tom Kristensen, der dog har andet at se frem til i 2010.

– Jeg glæder mig til at fokusere på sportsvognsracing igen og naturligvis; 24 hours of Le Mans… Men også udviklingen af den nye globale serie; Le Mans Intercontinental Cup med Silverstone, Petit Le Mans og Asien, siger Tom Kristensen.

Tom Kristensen, der er i gang med genoptræningen efter sit uheld i vinterpausen, har netop været på træningslejr med resten af Audi-mandskabet.

Racemag har talt med Tom Kristensen, der ser tilbage på sin DTM-karriere – hold øje med Racemag!

Foto: Audi Motorsport