Denne weekend står det atter på ILMC og Audi R18 TDI for Tom Kristensen, der for en kort bemærkning var tilbage i DTM for nylig.
Det bliver dog med nye udfordringer for den erfarne dansker, for fjerde afdeling af ILMC bliver kørt på Imola – en bane, Tom K aldrig tidligere har besøgt.
– Jeg glæder mig til Imola. Jeg har aldrig været, for ikke at sige aldrig kørt et løb der, siger Tom Kristensen i en pressemeddelelse.
– Jeg har lært banen at kende i en simulator. Nu kender jeg lidt til linjerne på denne fantastiske bane, der ligger i en særligt smuk del af Italien. Jeg håber på et stærkt løb for Allan, Marcel, Timo og jeg selv i vores helt nye bil, siger Tom Kristensen.
Og netop de to R18 TDI er spritnye. Le Mans-vinderen er rullet ind på Audis museum, mens de to øvrige Le Mans-deltagere blev ødelagt i de to heftige uheld.
Derfor kører Audi Sport Team Joest med chassiserne R18-103 og R18-107, to helt nye biler, der er gjort færdige i de tre uger siden Le Mans.
ILMC kører to træninger fredag, en træning og kvalifikation lørdag og løbet søndag klokken 12.00 til ca. 18.00. Dele af løbet vises på Eurosport2.
Stillingen i ILMC før fjerde afdeling, konstruktører:
1 Peugeot, 103
2 Audi, 69
3 Aston Martin, 0
LM GTE:
1 BMW, 72
2 Ferrari, 68
3 Corvette, 66
4 Porsche, 46
5 Lotus, 9
6 Aston Martin, 8
Toppen blandt teams:
1 Audi Sport Team Joest, 50
2 Peugeot Sport Total, 49
3 Team Oreca Matmut, 34
Toppen i LM GTE Pro:
1 AF Corse, 53
2 BMW Motorsport, 49
3 Lotus Jetalliance, 15
Foto: Racemag



