Tom Kristensen bliver en af kørerne i den nye hybrid-diesel fra Audi.
Allerede fra sekstimersløbet på Spa-Francorchamps indsætter Audi Sport de to R18 e-tron quattro, mens WEC-premieren på Sebring om to uger sker med den opdaterede R18. Tom Kristensen ser ikke overraskende frem til at debutere den nye racer.
– Det er vildt spændende og et privilegium at få lov at køre med den nyeste teknologi. Det er en nyhed som denne, der er med til at holde mig ung i en gammel sport, siger Tom K til sin hjemmeside.
‘e-tron quattro’-navnet går igen fra Audis konceptbiler til vejen. I R18-udgaven drives bageste aksel på konventionel vis, mens den forreste aksel drives af elektriske motorer. Hver gang kørerne bremser opsamles energi der oplagres, før det genbruges igen under accelerationer ved hastigheder over 120 km/t. Her leveres de ekstra kræfter til forhjulene, mens den 510-hestes V6 TDI-motor fortsætter med at yde til baghjulene.
– Jeg kørte Audi R18 e-tron quattro første gang i USA tilbage i december måned, og allerede her var vi kørere imponerede over teknologien. Køremæssigt er der visse ændringer i forhold til sidste års R18’er, som man lige skal vænne sig til. Blandt andet har man en fornemmelse af modstand på forhjulene, når man bremser ind i svingene, siger Le Mans-legenden videre.
– Der er naturligvis også udfordringer med hybriddrivlinen. Én ting bliver at få teknikken til at virke over 24 timer. En anden ting bliver at få styr temperaturudviklingen og føle sig til rette med den ekstra vægt. Her er den almindelige R18’er mere velkendt. Audi har valgt at køre med begge koncepter på Le Mans. To R18 e-tron quattro og to nye R18 ultra, der er identisk i opbygning med e-tron quattro blot uden hybriddrivlinen, slutter Kristensen.
Kristensen kører i årets Le Mans atter sammen med Dindo Capello og Allan McNish.