Tom Kristensen forsøgte i de døende sekunder af kvalifikationen til årets 24-timersløb på Le Mans at sætte en hurtig tid, men i stedet endte Audi R18 #3 i barrieren i Tertre Rouge-svinget.
Danskeren var naturligvis ærgerlig over uheldet, der har betydet en masse arbejde på bilen, men heldigvis ingen skader på selve monocoquen.
– Tillykke til teamene for vores søsterbiler og til Audi for at tage forreste række. Vores bil var også fantastisk i begge kvalifikationssessioner i dag og havde potentialet til at være helt i front. I begyndelsen af natsessionen ramte jeg en masse trafik og prøvede derfor med endnu en hurtig omgang – men desværre fik jeg ikke sat alle tre sektorer perfekt sammen, siger Tom Kristensen efter kvalifikationen.
– Jeg er ked af, at gutterne nu har masser af arbejde på min bil efter mit uheld, og jeg kan allerede love, at Allan, Dindo og jeg vil give alt i løbet for at give dem noget tilbage for deres store arbejde.
Se video af uheldet her:
Foto: Audi Motorsport