Tom Coronel skifter fra en mangeårig karriere i SEAT til BMW 320 TC i FIA WTCC 2011. Det skriver hollænderen på sin Twitter i dag.

Coronel bytter SR Sport ud med ROAL Motorsport, der ledes af Roberto Ravaglia. Dermed vender det italienske team også tilbage til WTCC efter at have koncentreret sig om den italiensk-baserede Superstars-serie.

Den tidligere dobbelte vinder af Independents-titlen skal køre en BMW 320 TC – BMW’s kundebil, der med ny motor og transmission lever op til de nye S2000-regler med 1,6 liters turbomotor.

– Jeg har en følelse af at have vundet det italienske lotteri og har ramt jackpot! Det er så godt at arbejde med ROAL-teamet, og særligt med Roberto Ravaglia. Jeg kørte endda mod ham i de tidlige 90’ere. Jeg har kendt ROAL igennem mange år nu, først i ETCC og senere i WTCC, og dette er løbsvindere, siger Tom Coronel til teamets hjemmeside.

Det er endnu ikke kendt, hvem der skal køre ved siden af hollænderen hos ROAL Motorsport – hvis nogen.

Grafik: ROAL Motorsport