Det britiske LMP2-team JOTA Sport har i dag annonceret, at de i 2016 har den tidligere F1-kører Giedo van der Garde med på holdet. Hollænderen nåede i sin F1-karriere i alt 19 løb med Caterham F1 i 2013.
I år får han sin debut for det britiske sportsvognsteam ved sæsonpremieren i European Le Mans Series på Silverstone den 16. april.
Den 30-årige Van der Gardes får JOTA Sports Simon Dolan som holdkammerat, mens tredjekøreren i bilen endnu ikke er navngivet.
Sidste år scorede JOTA Sport en samlet andenplads i ELMS-mesterskabet, hvilket også betyder, at Giedo van der Garde kan se frem til sin debut på Le Mans, når 24-timersløbet køres i juni.

Foto: Jota Sport
Giedo van der Garde siger følgende om sin nye chance hos JOTA Sport:
– I F1 konkurrerede jeg på det højest mulige niveau, men med Caterham var der aldrig en rigtig chance for at vinde løb. Men det er der med JOTA, og igen er det på et meget højt niveau. Det er lige hvad, jeg sigter efter – at sejre. At vinde Le Mans er ikke engang en drøm, det er mit mål. Derfor er jeg meget tilfreds med at have skrevet under hos et team, der er så veldrevet som JOTA Sport. Dette er et nyt kapitel for mig, og jeg er sikker på, at det bliver et godt et, siger han.
Sam Hignett er partner i JOTA Group, og hilser hollænderen velkommen:
– Det er en fornøjelse at kunne byde en kører af Giedos kaliber velkommen til JOTA Sport. Han har en flot historik, uanset hvad han har konkurreret i. Han vil spejle sig fint i den dedikation og professionalisme, som teamet har. Vi har talt om muligheden for at introducere Giedo til endurance racing i nogen tid efterhånden, og jeg er glad for, at vi nu kan arbejde sammen om noget, jeg afgjort tror, bliver et langt og frugtbart samarbejde.



