En overbevisende præstation med dobbeltsejr til Thor Qualmann på regnvåde hollandske Zandvoort betyder, at den unge racerkører har sikret sig DASU S2000-titlen i Danish Race League. Inden næstsidste afdeling havde både Jesper Davidsen, Thomas Zimdahl, Martin Jensen og tidligere mester Kasper Jensen mulighed for at sikre mesterskabet, der for første gang køres under DASU som en anerkendt motorsportsgren.
Men trods de meget svære betingelser kunne ingen røre Qualmann i BMW, der dermed forsvarer sit mesterskab.
– Det var en udfordring at køre i regnvejr på Zandvoort. Jeg havde en rigtig hård og fair fight med Jesper Davidsen i løb et, hvor det var altafgørende om jeg lavede større fejl. Heldigvis kunne jeg køre nogenlunde stabilt og holde Jesper og Thomas Zimdahl bag mig og dermed køre en sejr i mål, siger den nykårede mester.
– I andet løb starter jeg otter, men en masse tumult foran mig gør, at jeg kan komme nogenlunde problemfrit op på tredjepladsen. Her har jeg en længere kamp, men kommer forbi og sætter en jagt ind på Kasper Jensen, der er fem ekunder foran. Til mit held laver Kasper Jensen en kørerfejl og må udgå med en smadret bil. Derfra kan jeg køre en sikker førsteplads i hus, siger Thor Qualmann.
– I et felt med så mange dygtige kørere, både kendte og ukendte, er det rigtig fedt at kunne kalde sig mester. Det har været rigtig sjovt at køre med i ligaen, med super intense race og masser af sjov, siger Thor, der nu kan se frem mod finaleløbene i Macau.
I første løb slutter Qualmann som nævnt foran Jesper Davidsen samt Thomas Zimdahl. Sammen med Martin Jensen, der slutter som nummer fem, har de tre Volvo C30-kørere fra Team PowerChip den seneste tid konstant ligget i toppen. Det samme gør sig gældende i løb 2, hvor Zimdahl slutter toer foran Davidsen med Martin Jensen på sjettepladsen.
Foto: Regnar Bekker, fra en tidligere dyst mellem Thor Qualmann og Kasper Jensen