Nicki Thiim var helt med fremme i begge løb i weekenden på Zandvoort, dog blev hans løb om søndagen præget af en tidsstraf.

Lørdagens løb blev som nævnt i tidligere artikler her på Racgemag afbrudt med rødt flag på grund af den heftige regn. Men den hurtige dansker havde da formået at avancere til andenpladsen fra sin startposition som nummer fire.

– Det var et godt løb for os. Desværre blev løbet afbrudt. Jeg tror, at hvis vi havde været i stand til at køre hele distancen, så havde mine chancer været gode for at vinde, udtalte Nicki Thiim efter lørdagens løb.

Søndagens løb bød på tæt kamp om førstepladsen med østrigeren Norbert Siedler, men de to kørere fik desværre en tidsstraf for at have kørt for hurtigt i en gulflagszone. Dommen var lidt tvivlsom, fordi de lagde ud på en våd bane, der tørrede mere og mere op undervejs, så tiderne blev naturligt hurtigere for hver omgang.

– Desværre sker det at vi får en straf på grund af en for hurtig sektortid under gult flag. Regler er regler og skal respekteres. Men som kører er det svært at vurdere, hvor meget gas du kan give på en bane der tørrer mere og mere op, uden at være for hurtig, udtalte en fair men ærgelig Nicki Thiim. Han endte på femtepladsen i løbet efter tidsstraffen på 30 sekunder.

Næste løb for den hurtige sønderjyde køres allerede næste weekend, da han skal ud at køre Porsche Super Cup på Spa-banen. Porsche Super Cup køres som opvarmning til Formel 1-løbet på den legendariske bane i Ardennerne i Belgien.

I Carrera Cup Deutschland ligger Nicki Thiim nu nummer tre i den samlede stilling. I Porsche Super Cup ligger han sekser samlet, og nummer to i stillingen for rookie-kørere – kun to point efter den førende.