Nicki Thiim fik en flyvende start fra tredje startrude og var toer efter den ene af tre titelkandidater i den tyske Porsche Carrera Cup.

Sønderjyden overhalede Sven Müller i starten, men en safetycar-periode og senere rødt flag gjorde det svært for Thiim at avancere yderligere.

Bag ham Michael Ammermüller på fjerdepladsen og Philipp Eng på syvendepladsen – begge to af de tre titelkandidater i den tyske mærkeklasse.

Foran var Christian Engelhart, som med en sejr kørte sig tilbage med en om ikke andet så teoretisk chance for at tage titlen.

Et crash tidligt i løbet bragte safetycaren ud for at rydde op, mens endnu et crash længere nede i rækkerne gjorde, at løbet måtte afbrydes efter 11 af 14 omgange, da kølervæske flød ud på banen.

Nicki Thiim er femmer i den samlede stilling, selvom han ikke har kørt hele sæsonen.

Titlen afgøres i dag søndag – du kan følge Nicki Thiim og den tyske Carrera Cup her fra klokken 10.00.

Resultat af race 1 i Carrera Cup Deutschland på Hockenheim:

1. Christian Engelhart (D/Konrad Motorsport)
2. Nicki Thiim (DK/Walter Lechner Racing Team)
3. Sven Müller (D/Team Deutsche Post by Project 1)
4. Michael Ammermüller (D/Walter Lechner Racing Team)
5. Klaus Bachler (A/Team 75 Bernhard)
6. Christopher Zöchling (A/Konrad Motorsport)
7. Philipp Eng (A/Team Deutsche Post by Project 1)
8. Jeffrey Schmidt (CH/Lechner Racing Academy ME)
9. Lukas Schreier (D/ZaWotec Racing)
10. Norbert Siedler (A/ZaWotec Racing)

Stillingen efter 17 af 18 løb:

1. Philipp Eng (A/Team Deutsche Post by Project 1), 217 points
2. Michael Ammermüller (D/Walter Lechner Racing Team), 211 points
3. Christian Engelhart (D/Konrad Motorsport), 196 points
4. Sven Müller (D/Team Deutsche Post by Project 1), 172 points
5. Nicki Thiim (DK/Walter Lechner Racing Team), 163 points