Som om lørdagens uheld med sammenstød på første omgang ikke var uheld nok for danske Nicki Thiim i den tyske Carrera Cup, så blev Attempto-køreren også ramt af uheld i søndagens løb.

Thiim startede efter kvalifikationen som firer i et vådt løb, men allerede i Spielberg-banens første kurve – Remus-kurven – gik det galt. Thiim var tæt på at miste kontrollen over sin Porsche 997 GT3 Cup og ramte Sean Edwards, så briten snurrede.  Danskeren indkasserede en straf – officielt for tyvstart – og sluttede 14. Dermed var begge kørere ude af topkampen.

– Køreren foran mig bremsede alt for tidligt, så jeg kunne ikke undvige ham, siger Nicki Thiim til tyske Racecam.

Det blev dog til mere ordveksling mellem de to topkørere, der i maj sammen vandt 24-timersløbet på Nürburgring for Black Falcon-teamet. Edwards anklagede Thiim for at køre ham og teamkammeraten af, mens Thiim selv holdt på at Edwards tog fejl.

Løbet blev vundet af Thiims teamkammerat Kévin Estre, der dermed har kørt sig i front af mesterskabet efter en fornem dobbeltsejr i Østrig. Nicki Thiim er på syvendepladsen efter blot at have reddet to point i land denne weekend.

Resultatet af løb 5 i Carrera Cup Deutschland:

1. Kévin Estre (F/Attempto Racing)
2. Christian Engelhart (D/Konrad Motorsport)
3. Norbert Siedler (A/Aust Motorsport)
4. Felipe Fernández Laser (Konrad Motorsport)
5. Jaap van Lagen (NL/FE Racing by Land – Motorsport)
6. Philipp Eng (A/Logiplus MRS-Racing)
7. Connor de Phillippi (USA/Förch Racing by Lukas Motorsport)
8. Marko Klein (A/ZaWotec Racing)
9. Fabien Thuner (CH/Attempto Racing powered by Motorvision)
10. Elia Erhart (D/Aust Motorsport)

14. Nicki Thiim (DK/Attempto Racing)

Mesterskabsstillingen efter fem af 17 løb:

1. Estre, 94 points
2. Engelhart, 71
3. van Lagen, 70
4. Siedler, 68
5. Edwards, 65

7. Thiim, 44