Hos McLaren og Renault var Kevin Magnussen mod slutningen af sin tid på holdene udsat for kritik fra sine nærmeste chefer. En kritik danskerens nuværende chef hos Haas Günther Steiner ikke giver meget for.

Først var Ron Dennis ude med en meldning om, at danskeren trods en flot debutsæson ikke havde leveret varen mod sin veterankollega Jenson Button.

Senere hos Renault tegnede teamdirektøren Cyril Abiteboul et billede af en besværlig og tilbagelænet ansat, som ikke arbejdede maksimalt for holdet.

Begge gange fik man fornemmelsen af, at kritikken kom som følge af politiske konflikter hos de to bilgiganter, hvor man havde desperat brug for en fornuftig forklaring på, hvorfor man ikke gentegnede kontrakten med en lovende racerkører.

Billedet af Kevin Magnussen som doven møder da heller ikke meget gehør hos Kevin Magnussens nye chef hos Haas, Gunther Steiner.

I et interview med Motorsport.com ryster italieneren på hovedet over de kradse kommentarer fra sine kollegaer.

“Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, for det er ikke noget, jeg oplever, udtaler Gunther Steiner til Motorsport.com.

“Jeg kendte ikke Kevin for tre år siden, derfor kan jeg ikke udtale mig om det, men jeg har aldrig set mangel på vilje fra hans side”.

“Han er anderledes, han er mere introvert, men jeg vil ikke ændre på folks personlighed”, siger Steiner og forklarer, at så længe danskeren gør det og giver positiv feedback til teamet, så er alt godt.

Kevin Magnussen selv har ved flere lejligheder besvaret udtaler fra Steiner med ros til hele Haas-teamet og kulturen på holdet.

“Jeg føler mig hjemme her. Jeg får al den opbakning, jeg har brug for. Det er et virkelig godt miljø at arbejde under for en racerkører”, udtaler Kevin Magnussen, der forklarer, at han i andre teams har oplevet stor konkurrence mellem både ingeniørerne og ledelsen.

Næste løb i Formel 1 kalenderen er i næste weekend, hvor det Belgiske Formel 1 Grandprix køres på Spa.

Løbet kan ses her!