Ét af de virtuelle racerteams i simracing-mesterskabet i Danish Race League rendte med næsten al æren, da ottende afdeling blev kørt på Istanbul-banen. DTC-køreren Martin Jensen og Thomas Zimdahl tog en sejr hver. Thor Qualmann er fortsat i spidsen i mesterskabet.

De tre Volvo-kørere, der kører under chiptuningfirmaet PowerChips faner, kunne gå på vandet efter de to løb på Istanbul-banen. Fra en startplacering som nummer to kunne Martin Jensen køre en sejr i hus foran pole sitter Thor Qualmann i BMW. Teamkammerat Jesper Davidsen tog sig i første løb af det nederste trin på podiet. Sidste mand i PowerChip-trioen Thomas Zimdahl, 41 år, kørte en syvendeplads i hus i løbet.

Hjemvendte Kasper Jensen, der måtte stå over løbene på Brands Hatch, kom i mål på en femteplads.

– Jeg havde ikke fået trænet så meget op til løbet på Istanbul, da jeg havde haft lidt for travlt. Min tidtagning var lidt skuffende, men jeg fik kørt mig godt op i løbet som nummer fem, og i løb to holdte jeg en tredjeplads hjem, siger Kasper Jensen.

Jeg syntes godt, jeg kunne mærke den manglende træning, og på en bane som Istanbul er det rigtig skidt. Det er en teknisk krævende bane, hvor de mindste fejl bliver straffet hårdt, men jeg var nogenlunde tilfreds med resultatet, og efter mit pointtab på Brands Hatch, er min fornemmeste opgave at tage points fra Thor Qualmann, siger Kasper Jensen videre.

I andet løb blev der vendt rundt på slutstillingen i mål. Thomas Zimdahl kunne køre sin første sejr i DRL i hus foran Jesper Davidsen, der altså kunne træde et trin højere op på podiet. Martin Jensen kom i mål på en femteplads lige efter de to titelkandidater Kasper Jensen og Thor Qualmann.

– Jeg er super glad for min første sejr i S2000. Jeg startede på P2 i andet løb efter at være blevet syver i første, med Morten B. Larsen på P1. Jeg tog starten, og så var jeg på P1. Jeg havde en god kamp med Kasper Jensen, men kunne forsvare min P1, som jeg i mål tog foran min teamkollega Jesper Davidsen, siger Thomas Zimdahl, der i årene 1986 til 1991 har kørt banesport i forskellige danske klasser. Sammen med Jesper Davidsen har han kørt simracing i godt 10 år.

Resultaterne betyder, at det nu er tættere end nogensinde blandt kørerne efter Thor Qualmann. Selvom der resterer to afdelinger på henholdsvis Zandvoort og Macau, skal meget gå galt for at den unge racerkører ikke kan forsvare sit mesterskab i DRL.

Plantronics-headset til Martin Jensen

DTC-køreren Martin Jensen kan med en sejr og en femteplads kalde sig vinder af et headset fra Plantronics, der sponserer præmierne til Danish Race League. Jensen vinder præmien ved at samle i alt 440 point mod teamkammerat Jesper Davidsens 435 i denne afdeling.

Næste løb på den bakkede hollandske bane Zandvoort køres den 23. marts.

Foto: Racemag