Det tidligere så hæderkronede formel-hold Team FormulaSport går nu efter en genfødsel i en af dansk motorsports mange andre klasser.
Teamejer Henrik Jacobsen har haft navne som Jan Magnussen, Casper Elgaard, Robert Schlünssen, Kasper Andersen og flere gennem sit formelteam, der har deltaget i alt fra DM i Formel Ford til Europamesterskabet i Formelt Renault 2.0. Nu skal nye talenter findes i den nye Ginetta Junior Cup Danmark.
– Det er et godt projekt, Tommy (Schröter, red.) har stablet på benene, og jeg tror at det er præcis det, dansk motorsport har brug for, siger Henrik Jacobsen.
Dermed mødes de to også igen – i 1996 førte Henrik Jacobsen netop Ginetta-promotoren til et dansk mesterskab i Formel Ford.
– Flere kørere har pengene, men ikke erfaringen og logistikken til at drive sit eget team. Sådan en kører vil få meget mere ud af at købe et sæde i et etableret team, så der kan fokuseres 100% på at køre – og lære. Jeg tror, at det vil give en større succes for kørerne og for serien, hvis flere teams deltager i Ginetta Junior Cup, siger han videre.
Endnu er der ikke navne på kørerne i teamet.



