Team Essex’ Porsche Spyder RS har traditionelt været iklædt metalblå farve i Le Mans Series og i sidste års Le Mans. Men i programmerne for dette års udgave af den franske langdistanceklassiker figurerede en hvid og grøn LMP2-racer ud for Team Essex-navnet.
I dag kom så forklaringen, idet de nye farver skyldes en ny sponsor. Dækfabrikanten Michelin vil benytte Le Mans til at promovere deres seneste tiltag, Michelin Green Challenge. Kampagnen skal overbevise forbrugerne om, at det rette valg af dæk til personbiler i almindelighed og dæk til motorsport i særdeleshed kan have en positiv effekt på miljøet.
– Et dæk til en racerbil er ikke bare et dæk. Det skal naturligvis overføre racerbilens hestekræfter til racerbanen, men ved at udvikle dækkene kan man reducere rullemodstanden, så der ikke skal bruges så meget energi til at få racerbilen frem. Og hvis man kan bruge mindre energi i et løb som Le Mans, kan man måske spare det pitstop, der er forskellen mellem en første- eller en andenplads i løbet, siger Casper Elgaard i en pressemeddelelse om gummiets indvirken på miljøet.
Teamejer Peter Halvorsen er ikke overraskende tilfreds med det nye samarbejde med den franske dækproducent.
– Vi er utroligt glade for og stolte over samarbejdet med Michelin. Aftalen mellem Michelin og Team Essex om samarbejdet understreger den anseelse, som teamet har opbygget i international motorsport. Det er virkelig en fjer i hatten for os, for Team Essex kunne virkelig ikke have ønsket sig en bedre samarbejdspartner, siger han.
Foto: Team Essex