Gabriele Tarquini vinder WTCC 2009 efter et afkortet andet løb i finalen i Macaus gader. Augusto Farfus er erklæret vinder i et løb, der på ottende omgang afbrydes efter et voldsomt uheld.

Yvan Muller lægger ud som treer efter BMW-duoen i front. Franskmanden er flere gange ude at vise sig i spejlene på Müllers BMW. Tarquini er til at begynde med uden for pointene, men intern dyst mellem Nicola Larini og Rob Huff sender italieneren op på syvendepladsen til VM-titlen.

På tredje omgang sætter Kristian Poulsen sit præg på løbet. Danskeren rammer hegnet i Lisboa-svinget for enden af langsiden og demolerer BMW’en godt og grundigt. Poulsen kan dog humpe videre, og safetycaren kan blive i pit så længe. Indtil Tom Boardman står af på samme omgang, hvilket kalder sikkerhedsbilen ud.

Ud på syvende omgang sættes løbet i gang igen, men det er ikke mange sekunder gammelt, før næste dramatik opstår. Nicola Larini afslutter sin WTCC-karriere på kedeligste måde, da landsmanden Zanardi i et overhalingsforsøg rammer Chevroleten i Lisboa-svinget. Larini ender i barrieren, mens Zanardi kan køre ligeud og fortsætte i løbet.

Samme omgang går det for alvor galt, og løbet afbrydes. Den førende privatkører Felix Porteiro kommer uden for idealsporet i sidste sving og rammer barrieren hårdt. En kombination af mangel på udsyn og mangel på respekt for de gule flag gør, at først Franz Engstler rammer Porteiro, dernæst kommer den såkaldte Macau-specialist Andre Couto flyvende rundt i svinget og brager op i Engstlers hårdt prøvede BMW. Tyskerens bil letter, og han må køres på hospitalet efter uheldet.

På det tidspunkt ligger Tarquini sekser og er dermed vinder med fire point. Trods meldinger om det modsatte, bliver løbet ikke genstartet trods tre resterende omgange.

Resultatet af andet løb i WTCC i Macau (efter syv omgange):

1. Augusto Farfus, BMW
2. Jörg Müller, BMW
3. Yvan Muller, SEAT
4. Tiago Monteiro, SEAT
5. Gabriele Tarquini, SEAT
6. Jordi Gene, SEAT
7. Nicola Larini, Chevrolet
8. Rob Huff, Chevrolet
9. Alessandro Zanardi, BMW
10. Rickard Rydell, SEAT
11. Sergio Hernandez, BMW
12. Felix Porteiro, BMW
13. Andy Priaulx, BMW
14. Franz Engstler, BMW
15. Norbertu Taniguchi, BMW
16. Takayuki Aoki, BMW
17. Andre Couto, SEAT
18. Lei Kit Meng, BMW
19. Henry Ho, BMW
20. Joseph Rosa Merszei, BMW
21. Alain Menu, Chevrolet

Udgået
Tom Coronel, SEAT
Tom Boardman, SEAT
Kristian Poulsen, BMW

Foto: fiawtcc.com