Gabriele Tarquini og SEAT tog i Macau både kørernes og konstruktørernes titler i WTCC. For det spanske mærke er det den anden titel i træk, mens det for Gabriele Tarquini lykkes at gøre 2008-resultatet endnu bedre og slutte foran teamkammerat Yvan Muller.
– Det er fantastisk at tage titlen efter sådan en lang sportskarriere. Jeg begyndte weekenden med nogle problemer, men jeg var i stand til at overkomme dem, og det fantastiske arbejde fra mine mekanikere gjorde det muligt for mig at deltage i et løb, der gav mig en unik mulighed. Det har været et meget hårdt mesterskab, meget intenst, og for at vinde over to rivaler, der er så stærke som Yvan Muller og Augusto Farfus, har det været nødvendigt at score point i alle løb, siger Gabriele Tarquini i en pressemeddelelse.
– Jeg var blevet mester uden at vide det. Teamet smilede og skreg, men jeg havde ikke radio, så jeg vidste det først lidt efter, siger Tarquini, der blev erklæret mester, efter genstart af andet løb blev annulleret.
Italieneren på 47 år kørte op igennem 1980erne og 90erne 78 Grand Prix’er. I 1994 skiftede han til British Touring Car Championship og vandt der titlen i Alfa Romeo 155. Han kørte i det italienske, tyske og britiske mesterskab de efterfølgende år, inden han skiftede til ETCC, som han vandt for Alfa Romeo i 2004. Tarquini har kørt for SEAT siden 2006 og sikrer nu altså mærkets andet år med dobbelt op på titlerne.
– At vinde to mesterskaber for andet år i træk er belønningen for et fantastisk år, og jeg vil takke hele teamet for deres præstation, deres store arbejde og deres solidaritet. Løbene i Macau har vist, at vi er et team, hvor alle arbejder for alle. Efter de to mesterskaber sidste år ville vi tage mindst en af titlerne i år, og vi tog dem begge. Det er et ekstraordinært resultat, siger Jaime Puig, chef for SEAT Sport.
Nu afventer at se, om SEAT Sport har nået sine mål i sådan en grad, at de trækker sig fra WTCC, hvilket vedholdende rygter gennem sæsonen har meldt.
Toppen i kørernes VM:
1. G.Tarquini (SEAT) 127 points
2. Y.Muller (SEAT) 123 p.
3. A.Farfus (BMW) 113 p.
4. A.Priaulx (BMW) 84 p.
5. R.Huff (Chevrolet) 80 p.
6. J.Müller (BMW) 76 p.
7. R.Rydell (SEAT), 64 p.
8. J.Gené (SEAT) 48 p.
9. T.Monteiro (SEAT) 44 p.
10. A.Menu (Chevrolet) 39 p.
WTCC for konstruktørerne:
1. SEAT, 314 points.
2. BMW, 311 p.
3. Chevrolet, 215 p.
4. Lada, 83 p.
Foto: SEAT Sport