FIA har i dag behandlet den appel, Seat Sport indgav efter straffene mod Gabriele Tarquini i seneste afdeling af WTCC i Puebla, Mexico.

Italieneren blev straffet for at have påkørt Jörg Müller. Straffen lød på drive-through-straf samt degradering på 10 placeringer til næstkommende løb i Marrakech.

Appelretten har i dag besluttet at opretholde straffen for påkørslen af Müller i kampen om andenpladsen i løb to. Drive-through-straffen blev konverteret til en straf på 30 sekunder i løbet.

Dog får SEAT lidt ud af appellen, idet straffen på 10 placeringer oveni kvalifikationen op til løbet i Marrakech er annulleret. Forklaringen lød, at der ikke kan gives to straffe for den samme hændelse.

Foto: Seat Sport