Det var tæt i næstsidste afdeling af det officielle DM i digital motorsport, da Porsche Esport Carrera Cup Denmark-deltagerne kørte to løb på Red Bull Ring.
Banen, der i virkelighedens verden ligger smukt i Spielberg i Østrig, byder som altid på tæt race, hvor der skal køres helt ude på grænsen i de hurtige kurver – og hvor selv den mindste overskridelse af grænsen kan koste virkeligt dyrt.
Det lærte flere af de 24 hurtige e-sportskørere i afdelingen, hvor finaledeltagerne til den fysiske finale skulle findes. Den køres den 23. april til Gamebox Festival i MCH i Herning, og her deltager top 12 live fra scenen på gaming-festivallen.
Og i første løb blev det også en tæt dyst. Mikkel Gade fra FYRA Esport kunne tage starten og køre i mål som sejrsherre – men bag ham var der flere hårde kampe, blandt andet mellem hans teamkammerater Kevin Nielsen og Lasse Bak. Nielsen kunne efter en fair kamp gå forbi Lasse Bak og begyndte på de sidste omgange at gnave af Mikkel Gades forspring, så de to kunne køre over målstregen nærmest dør om dør.
Bag dem var Lasse Bak og Marcus Jensen, mens Markus Søholm fra TronsøSkolen Esport måtte se sig slået på målstregen af P1 Esports Casper Lund, der dermed tog den eftertragtede 12. plads. Den plads konverteres til pole position til race 2.
Netop Casper Lund kørte sammen med teamkammerat løbene fra Red Bull Racing Esports faciliteter hos F1-teamet i Milton Keynes i England.
Fra pole position kunne Casper Lund dog ikke holde forfølgerne tilbage, da Frederik Kjeldgaard Jørgensen kunne gå inden om hvorefter Mathias H. Jensen udnyttede de tos kamp i Remus-kurven til at gå i front på første omgang.
En af første løbs absolut hurtigste, FYRAs Kevin Nielsen, kørte sig frem fra en startplacering som nummer 11 til at lægge massivt pres på Frederik Kjeldgaard Jørgensen, igen i en ultratæt topdyst i det, TV2-kommentatorerne kaldte sæsonens klart bedste race.
I mål var det dog Mathias H. Jensen, der kunne tage sejren foran Mathias Dall og Frederik Kjeldgaard Jørgensen. Dall hentede to placeringer på sidste omgang, da Jørgensen og Nielsen havde et mindre sammenstød. De to mesterskabsduellanter Mikkel Gade og Lasse Bak sluttede på niende- og tiendepladsen.
Finalen køres som bekendt til Gamebox Festival i MCH i Herning – du kan overvære den live, køb billetter her.
Finalen vises – ud over live til Gamebox Festival – også på TV2’s kanaler.
Se resultatet fra race 1 i PECCDK på Red Bull Ring her.
Se resultatet fra race 2 i PECCDK på Red Bull Ring her.