Når de to finaleløb denne weekend køres i World Touring Car Championship på legendariske Guia Circuit i Macau, kunne det næsten ikke blive tættere i toppen – point- og vægtmæssigt.

Til VM-afgørelsen skal SEAT og BMW-bilerne køre med samme vægt. Ud fra WTCC’s vægtreglement, der baseres på omgangstiderne fra de seneste tre afdelinger, skal VM-kandidaterne Tarquini, Muller og Farfus og deres respektive mærkekollegaer have 40 kilos ballast.

En darkhorse til løbene bliver dog nok Chevroletteamet med Alain Menu, Rob Huff og Nicola Larini. Cruze-racerne kan fjerne 20 kilo fra deres ballast, så de blot kører med 10 kilo i kasinobyen.

Ladaerne, de benzindrevne SEAT Leon og Alessandro Zanardis BMW bliver endnu lettere.

Vægtene fordelt på bilerne i WTCC-finalen i Macau:

+ 40 kg BMW 320si, SEAT León TDI
+ 10 kg Chevrolet Cruze LT
– 20 kg BMW 320si Zanardi, LADA Priora, SEAT León TFSI

Toppen i WTCC før finalen i Macau:

1 Gabriele Tarquini, 115 point
2 Yvan Muller, 113
3 Augusto Farfus, 102
4 Andy Priaulx, 84

Toppen i Yokohama Independents’ Trophy:

1 Tom Coronel, 212 point
2 Félix Porteiro, 182
3 Stefano D’Aste, 137
4 Franz Engstler, 132
5 Tom Boardman, 87
6 Kristian Poulsen, 42

Foto: fiawtcc.com