Rallyfans på Falster blev vidner til en klassisk rallydyst til Suzuki Yokohama Sydhavsrally. Hele 5 kørere var undervejs i spil som mulige generalvindere og opgøret var så tæt at den endelige vinder, Christian K. Jensen (billedet) ved mål på sidste prøver var fuldstændig overbevist om, at han havde tabt det hele på gulvet.
Inden starten var det store samtaleemne den første prøve – som iøvrigt skulle køres igen som nummer 4. Det var den eneste prøve i rallyet, hvor en betydelig del af underlaget var grus og den løb igennem et skovområde, hvor vejene sine steder var meget bløde og mudrede. Læg dertil vådt græs både ved siden af vejen og som midterrabat og der var mange muligheder for fejl. En lille fejlvurdering på bremsepunktet ville med sikkerhed betyde, at man ikke ville få stoppet i tide.
Spekulationerne var store. Var det en prøve, der skulle satses på? Risikoen var som nævnt stor, men det kunne gevinsten på den anden side også være, hvis konkurrenterne kørte på det sikre.
Men da rallyet først kom i gang skulle det vise sig, at det ikke var her afgørelsen faldt. Alle topkørerne holdt hovedet koldt og slap igennem uden skader og/eller væsentlige tidstab. Christian K. Jensen var den, som slap bedst igennem. Han var hurtigst begge gange prøven blev kørt og især en god første gennemkørsel sikrede ham et halvt minuts forspring halvvejs i rallyet.
Bag ham var der tæt kamp. Kun 1/10 sekund skilte Karl-Åge Jensen fra Brian Madsen, som på grund af sit to-hjulstræk havde sat tid til på skovprøven, men som med hurtigste tid på de øvrige 4 prøver inden middagspausen havde sørget for, at han stadig var med i spillet. Bag de to var Michael Pedersen kun 5 sekunder efter, så der var stadig kamp.
Max Christensen var på dette tidspunkt ude af rallyet. Ganske få hundrede meter før mål på prøve 3 snurrede han rundt under en nedbremsning før et vinkelsving og Subaruen lagde sig til rette ovenpå et stort betonrør, hvor den ikke selv kunne komme fra igen. Lidt held i uheld måske, for det ene baghjul hang udover en stor skrænt. “Der er mange dunhammere dernede, så der er nok også noget fugtigt, så det var vist heldigt, vi blev heroppe,” konstaterede andenkører, Dorthe Ravn, tørt inden de to satte kursen mod Jylland
Efter pausen tog rallyet en ganske interessant drejning. Steen Andersen begyndte pludselig at sætte tider, som ikke bare var hurtige, men faktisk en hel del hurtigere end alle de øvrige i feltet. Steen havde til dette rally i sin sædvanlige andenkører i bilen. Kim Jørgensen havde skadet sin skulder og i stedet havde Steen i sidste øjeblik lavet en aftale med Jens Chr. Anker. De to har tidligere kørt sammen og efter første halvdel havde de i den grad fundet melodien og i løbet af 3 prøver kørte Steen Mitsubishien op på en andenplads – nu 25 sekunder efter Christian K. Jensen.
Nu faldt mørket på og med det skete der igen noget. Michael Pedersen var oppe og sætte en hurtigste tid. Steen Andersen fortsatte i sit opskruede tempo, men Karl-Åge Jensen satte sig selv lidt bagud af dansen med en snurretur og et tidstab på en halvt minut. Christian K. Jensen var ikke længere blandt de allerforreste, men holdt tilsyneladende de øvrige i en sikker snor. Men det var kun tilsyneladende, for inde i Peugeoten var tingene ikke helt, som de skulle være og ved mål var Christian grædefærdig. “Vi mistede det lange lys helt og jeg kunne ikke se ordentligt,” forklarede han, mens han tørt kunne konstatere, at han for 3. gang i år havde haft krammet på feltet for blot at blive hindret af et problem.
Men der var lige den forskel, at Christian K. Jensen faktisk lige akkurat kunne holde sit forspring. Og så meget større var hans glæde, da mekanikerne endelig fik ham overbevist om, at sejren var hans til trods for han kun var 6. hurtigst på sidste prøve og satte hele 13 sekunder til Brian Madsen, som på trods af slutspurten måtte nøjes med andenpladsen kun 3,5 sekunder bagude. “Vi havde en olielampe, som lyste på en prøve. Det viste sig kun at være en sensorfejl, men det skaber jo uro i bilen. Hvis nu den ikke havde været der, sååå…..” filosoferede Brian Madsen bagefter. Ligeledes mente Steen Andersen, som sluttede 3’er 5,6 sekunder bagude også han kunne have gjort det bedre. “Vi er meget glade for en podieplads, men havde vi vist Christian havde problemer, sååå……” tænkte også han ved målrampen.
Foto: Jimmy Mikkelsen
Resultater:
1: Christian K. Jensen/Søren Tøndborg – Peugeot 207 S2000
2: Brian Madsen/Anja Posorski – Peugeot 306 Maxi (+3,5)
3: Steen Andersen/Jens Chr. Anker – Mitsubishi Lancer Evo VII (+5,6)
4: Michael Pedersen/Mie Petersen – Mitsubishi Lancer Evo IX (+19,7)
5: Karl-Åge Jensen/Freddy Pedersen – Peugeot 207 Super 2000 (+41,9)
6: Tim Svanholt/Per Henriksen – VW Golf IV Kit Car (+1:04,6)
7: Ib Kragh/Karsten Isaksen – Fiat Grande Punto Abarth (+1:56,0)
8: Anders Rygaard/Henrik Skott – Subaru Impreza N12b (+3:08,1)