Den tidligere – og kommende – Formel 1-bane lægger asfalt til næste afdeling af Superleague Formula. Tredje afdeling køres søndag med de to hovedløb og sprintløb for de to finalevindere. Kasper Andersen og FCM er klar til revanche efter seneste løb på Zolder.

Et uheldigt pit-stop blev fatalt for weekendens samlede resultat. Trods skuffelsen tager FCM-køreren dog mange gode ting med til weekendens race.

– Der er en række fine elementer, vi tager med fra Belgien. Vi havde god fart i bilen, og det får vi også på Donington. Mekanikerne kan ikke lastes for softwarefejlen under pitstoppet, og det sker garanteret ikke igen, siger Kasper Andersen.

– Jeg forventer en weekend som på Zolder. Vi skal være med fremme i alle lørdagens træninger, og så skal vi køre en skarp kvalifikation. Banerne minder om hinanden, fordi de ikke er så brede. Med chikaner og blinde sving skal der køres godt, siger Kasper Andersen. Han har målet for weekenden klar.
– Vi skal have scoret flere point, end vi har gjort i de første to afdelinger. Der er ikke langt op, og med en god weekend kan vi tage et markant ryk op i den samlede stilling, siger Andersen, der er placeret som nr. 13 af 18 kørere efter to afdelinger.

Kasper Andersen får også andre konkurrenter på Donington. Løbsvinder fra Zolder, Esteban Guerrieri, bytter Al-Ain-klubben for FC Sevilla, der returnerer til serien. Unge Scott Mansell afløser Duncan Tappy hos Galatasaray

Søndagens løb kan følges direkte på TV3+ fra klokken 14.55.

Foto: Superleague Formula