Rygterne har svirret i paddock og på fora længe, men nu er det bekræftet. John Nielsen returnerer i 2009 til DTC med Team Telesikring efter brud med Team Essex.

– Jeg glæder mig rigtig meget til igen at være en del af dansk motorsports succeshistorie, nemlig DTC, efter at have siddet over i 2008, siger John Nielsen i i en pressemeddelelse.

Selvom John Nielsen den kommende sæson overtager den BMW, der var med i titelduellen indtil sidste afdeling, er målsætningen relativt beskeden fra den erfarne kører.
– Jeg var med fra starten i 1999 i DTC og har tre gange sluttet i mesterskabet på en tredjeplads samt to gange som nummer to. Målsætningen for Team Telesikring og mig selv er ganske klar for i år. Vi skal have en top 3-placering, siger han.

For Team Telesikring betyder den nye kører, at de nu ser sig som et etableret team i dansk motorsport med blot en sæson på bagen.

– At John Nielsen så har valgt at skrive kontrakt med os for 2009, bekræfter blot, at vi nu er et etableret team. Aftalen med ham følger også i god tråd med alle de andre aktiviteter, som Telesikring beskæftiger sig med. Indenfor vores områder vil vi være bedst, og det opnår man kun, når man har de bedste samarbejdspartnere og medarbejdere. Og det har vi, siger teamejer Ejgil Egsgaard.

Efter en sæson i Porsche RS Spyder i LMS vender John Nielsen nu tilbage til det mærke, han har kørt til en række sejre i DTC-sammenhæng. Tre gange er han sluttet på en tredjeplads i DTC og to gange på en andenplads.