Et af 2015’s nye motorsportsarrangementer i Danmark var Struer Racing Festival – et event, der med stor succes gik fra skitse til færdigt arrangement på blot to måneder.
Limfjordsbyens flotte modtagelse af initiativet har da også betydet, at Struer Racing Festival 2016 allerede er planlagt – og arrangørerne lover, at det bliver endnu større og bedre end i år.

Idémanden er det lokale Le Mans-håb Morten Dons. Han fortæller, at festivalens udvikling pludselig gik stærkt:
– Da jeg forelagde idéen for mine nærmeste sparringspartnere, gik det pludselig stærkt med at sætte ting i gang, fortæller det lokale Le Mans-håb, racerkøreren Morten Dons, der fik idéen til Struer Racing Festival tilbage i 2014, siger han og fortsætter:
– At det blev en succes har kun gjort at vi skal arbejde endnu hårdere på at skabe nogle helt unikke rammer og oplevelser i 2016. Vi har fået mange tanker og forslag fra besøgende, udstillere og deltagere, og kombineret med vores egne planer og idéer, er der lagt i kakkelovnen til endnu en fantastisk dag til sommer.

Foto: Gripping Media
Foto: Gripping Media

En del af de nye tiltag til 2016 har eksisteret i nogen tid, men der var simpelthen ikke plads til det hele i den første udgave – derfor kommer det nu.
Blandt nyskabelserne er et sæbekasseløb for børn og unge, mens festen forlænges til ud på aftenen, hvor der er planlagt en koncert på havnen, forklarer Morten Dons:
– Min drøm er at skabe et arrangement her i min fødeby, som kan tiltrække bil- og motorsportsentusiaster fra hele Europa. At vi udvider alle de oktanfyldte aktiviteter med koncert om aftenen kan kun være med til at skabe en endnu bedre stemning.
Datoen for Struer Racing Festival er også fastlagt – det bliver den 20. august.