Allan Simonsens team går efter for alvor at blande sig med de mange fabriksbiler i den benhårde GT2-klasse på Le Mans. Det tyske Ferrari-team kommer med bagagen fyldt med selvtillid efter andenpladsen på Nürburgring Nordschleife, aero-opdateringer og seneste generation Hankook-slicks til Circuit la Sarthe.

– Når vi går til løbet på samme måde som 24-timersløbet på Nürburgring, så skulle vi kunne hente et godt resultat. Konkurrencen er hårdere end nogensinde, for i GT2-klassen er der i år adskillige eks-formel 1-kørere og fabrikskørere. Vi skal altså arbejde hårdt og gøre vores bedste. Jeg er dog optimistisk, for teamet og Hankook-dækkene har på det seneste vist sig meget konkurrencedygtige, siger Allan Simonsen til teamets hjemmeside.

– For os er det vigtigt at køre igennem uden større problemer. Klarer vi det, så lykkes det os måske at skyde frem til top fem. Det bliver uanset hvad ikke nemt mod alle de fabriksteams, der er til start i Le Mans i år. En af vores største trumfer kan være Hankook-dækkene. Jeg går ud fra, at vi med et sæt dæk kan køre to stints. Da et dækbytte tager cirka 30 sekunder, så kan vi spare en del tid, selvom vi er et sekund langsommere per omgang, siger teamchef Horst Farnbacher.

Foto: Geoffroy Barre, www.endurance-magazine.fr