I GT-klassen i ALMS er det mere reglen end undtagelsen, at der bliver kørt kofanger mod kofanger lige til det sidste.

Mobil 1 Twelve Hours of Sebring 2012 er ikke nogen undtagelse – på sidste omgang blev den førende Joey Hand i BMW kørt af banen af en overivrig Gimmi Bruni, der var omgange bagefter og reelt ikke burde kæmpe med den førende i klassen.

I panikken omkring Hands afkørsel spinder Olivier Beretta rundt i sin Ferrari og samler ved den lejlighed et reklameskilt op, hvilket lader Jan Magnussen gå forbi ham kort før målstregen.

– Det var en vild afslutning, men hvis jeg skal være ærlig, så opdagede jeg det slet ikke, siger Jan Magnussen efter løbet.

– Teamet blev bare ved med at sige på radioen, at jeg skulle give alt hvad jeg havde. Jeg forstod ikke hvorfor, da jeg lige havde fået at vide, at jeg var 20 sekunder efter den førende bil, men jeg pressede alt, hvad jeg kunne på de sidste omgange. I mørket så jeg slet ikke, at det var Ferrari’en jeg passerede på vej mod målstregen. Normalt så er jeg ikke så glad for en andenplads, men når den kommer i hus på den her måde på de sidste meter, så kan man ikke andet end være glad. Vi manglede desværre det sidste i, at kunne kæmpe med om sejren i dag. Vi pressede hårdt og konstant gennem hele dagen og lavede ingen fejl og derfor var vi konstant med fremme, men vi manglede det sidste i bilen til, at vi kunne udfordre de forreste da det gjaldt. Vi havde lidt problemer med blandt andet servostyring og når løbet udvikler sig som det gør i dag, hvor det hele tiden er kamp om tiendedele hver omgang, så skal bilen være helt perfekt, siger han videre.

Ved årets 12-timersløb var feltet blandet af biler fra to mesterskaber, henholdsvis den Amerikanske Le Mans Serie og den nye VM-serie WEC, men det blev ALMS der trak det længste strå i GT-klassen, da de indtog de to første pladser, med Ferrarien fra WEC på tredjepladsen.

– Resultatet var en rigtig god start på kampen om mesterskabet. Sebring giver ekstra point, så det var gode point at ligge ud med, siger Magnussen videre.

Her kan du se video med den begivenhedsrige afslutning: