Sébastien Ogier lander første fabrikskontrakt hos det kommende WRC-team fra Volkswagen. Den 27-årige franskmand, der stod uden sæde efter Mikko Hirvonen kom til Citroën Racing i sidste uge, har netop underskrevet kontrakt med tyskerne.

Ogier, der sluttede som treer i årets VM efter Sébastien Loeb og Hirvonen, skal dermed være med til at udvikle VW’s Polo WRC, der indsættes i VM i en fuld sæson i 2013. 2012 vil gå med fortsat udvikling af bilen og teamet samt evt. enkelte indsatser i WRC.

– Volkswagen er nummer et i Europa, og snart i verden også. Jeg er sikker på, at de når målet om at tage rally-VM-titlen. Og jeg er glad for at være med fra starten, siger Sébastien Ogier i en pressemeddelelse.

Ogier, der stammer fra Citroëns udviklingsprogram, tager også codriver Julien Ingrassa med sig til VW.

– Vi er stolte over, at en så succesrig og hurtig duo som Sébastien Ogier og codriver Julien Ingrassia har besluttet sig for Volkswagn. Det vil anspore vores team endnu mere til at give begge en konkurrencedygtig Polo R WRC hurtigst muligt. Vi ser frem til samarbejdet og håber på masser af sejre og titler i fremtiden, siger Volkswagens danske motorsportsdirektør Kris Nissen.

På billedet ses Kris Nissen, Sébastien Ogier, Julien Ingrassia og Volkswagen-chef Dr. Ullrich Hackenberg.