Sebastian Vettel blev ramt af motorhavari 10 omgange før mål, efter at have ført stort set hele det koreanske grand prix fra pole position.

I stedet for at føre i VM-stillingen må den unge tysker nu kigge ned på fjerdepladsen – en GP-sejr efter Fernando Alonso i top.

– Det er ikke et rart øjeblik, men jeg synes, det var et svært løb for os alle. Jeg synes ikke, vi kunne have gjort mere end at ligge forrest i feltet hele løbet, kontrollere det og passe på dækkene, siger Sebastian Vettel i en pressemeddelelse.

– Der er stadig 50 point at køre om i mesterskabet, det ville have været nemmere, hvis vi havde vundet og motoren ikke var gået, men sådan er livet, og det sker sommetider. Vi fokuserer de næste to løb. Vi har et stærkt team og en stærk bil, og vi ved, at vi er de hurtigste, siger Vettel videre og nægter at give op.

– Vi har stadig alt at køre om.

Red Bull har i internationale medier antydet, at der fortsat ikke er ’teamordrer’ til Mark Webbers fordel.

Foto: Paul Gilham/Getty Images