DTC og STCC offentliggør nu planerne om et samarbejde, Scandinavian Touring Car Cup. Cuppen skal køres næste år med to løb i hvert land. Løbene vil tælle til både den fællesnordiske Cup og de to landes mesterskaber. Racemag.dk har tidligere bragt nyheden om samarbejdet, der nu altså bekræftes fra begge sider af Øresund.

– Grundtanken bag etableringen af Scandinavian Touring Car Cup er, at vi i fællesskab skal blive endnu stærkere og kunne præsentere vores publikum og TV-seere for større og bedre felter med et højt konkurrenceniveau, siger Peter Elgaard.

Gøteborgs bybane bliver et interessant bekendtskab for danske DTC
Gøteborgs bybane bliver et interessant bekendtskab for danske DTC

Konkret kommer Scandinavian Touring Car Cup til at blive afviklet over fire løbsweekender med to i henholdsvis Sverige og Danmark. Udover at tælle til Scandinavian Touring Car Cup kommer disse fire afdelinger også til at tælle til de enkelte landes mesterskaber. Ifølge en meddelelse fra DTC kommer det i Danmark til at bestå af yderligere fire løbsweekender på de hjemlige racerbaner.

Afviklingen af Scandinavian Touring Car Cup  bliver lidt anderledes end danske tilskuere er vant til, lover DTC.

– Løbsweekenderne for Scandinavian Touring Car Cup kommer til at blive helt specielle. Vi vil arbejde på at skabe den helt rigtige landskampstemning, når Danmarks og Sveriges bedste racerkørere kæmper. Præcist ligesom til de traditionsrige fodboldkampe mellem vores lande vil vi også indlede dagens race med at afspille de to landes nationalmelodier, inden vi skal i gang med at finde ud af, hvilket af de to lande, der er bedst. Samtidig skal der også være en komplet showpakke til arrangementerne, så løbsweekenderne bliver en udflugt for hele familien, bedyrer Peter Elgaard fra DTC. I Sverige har man traditionelt altid sunget nationalsangen før løbenes afvikling.

– Landene har sådan set allerede i dag et fælles teknisk reglement, men derudover udformer vi nu også et fælles sportsligt reglement, så vi får et identisk afviklingsformat i mesterskaberne, da det jo ikke vil være hensigtsmæssigt at gøre tingene på en måde, når der kæmpes om Scandinavian Touring Car Cup, og på en anden måde, når det er rene DTC-løb, som afvikles, forklarer Peter Elgaard.

Som tidligere nævnt på www.racemag.dk skal Carrera Cup Scandinavia åbne sæsonen ved løb sidst i april på FDM Jyllandsringen. Da ville DTC A/S ikke af- eller bekræfte datosammenfaldet.

Kalenderen for Scandinavian Touring Car Cup kommer til at se sådan ud:

24.-25. april 2010 Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen
4.-5. juni 2010 Göteborg City Race på gadebanen i Göteborg
3.-5. september 2010 GP Danmark på FDM Jyllandsringen
17.-18. september 2010 Sensommerloppet på Ring Knutstorp i Skåne

Foto: Thomas Norsted og Mediaempire