Mascot Rally Herning bringer de hurtige og spektakulære rallybiler til DIF DM-ugen 2024, når veje i og omkring Herning kommer til at summe af sommer og motorsport. 

I alt 61 mandskaber var ved tilmeldingsfristen klar til at dyste om DM-medaljerne, når de to prøver, der indgår i DM i rallysprint, skal køres to gange hver. 

I alt 43 kilometer skal kørerparrene ud på, og der bliver budt på både fast og lidt løsere underlag, når asfalt skifter til grus undervejs. 

Det er IMK – Ikast og Omegns Motorklub, der arrangerer årets nok hurtigste indslag i DM-ugen, og som altid med rally kan man komme HELT tæt på bilerne på servicepladsen, der ligger centralt i Herning ved Godsbaneterminalen. 

Terminalen er udgangspunkt for både teknisk kontrol fredag samt service i løbet af lørdag den 22. juni. Det er også udgangspunkt for en af prøverne, der køres til DM rallysprint – Herning-prøven, der følger vejen rundt om det grønne område lige syd for Godsbaneterminalen. Den anden prøve, der indgår i DM i rallysprint er Hauge-prøven, der køres knap 10 km fra rallycentrum med start på Hesselbjergvej. 

Vil man opleve rallybilerne, så er det primært hos Godsbaneterminalen, man kan komme tæt på. Under DIF DM-ugen er området spærret, og grundet bl.a. cykelløb anbefales det fra arrangørerne, at man parkerer ved Knudsvej og går derfra – under hensyntagen til både trafikken og de øvrige i Herning i disse dage.

Du kan følge Mascot Rally Herning med livetiming via rallyresult her.

Læs alt om DIF DM-ugen her.