S-WRC mesterskabet så på forhånd ud til at blive den mest spændende dyst i Rally Wales. Hele tre kørere havde muligheden for at blive mester, og de var kun skilt af 9 point. Det betød, at den af de tre, som kunne køre sejren hjem i rallyet også med meget stor sandsynlighed ville tage mesterskabet. Med andre ord var der lagt op til en direkte kamp uden taktisk kørsel. Og så skulle det vise sig, at de tre mesterskabskombatanter ikke fik lov til at passe sig selv.

Straks fra starten var der nemlig en 4. mand med i spillet. Norske Andreas Mikkelsen (billedet) har haft en stærk sæsonafslutning. For en lille måned siden kørte han sig ind på 2. pladsen i IRC-rallyet i Skotland og for nylig vandt han IRC-afslutningen, Golden Stage på Cypern. Det foregik i en Fiesta S2000, men i Rally Wales stillede han til start i en Skoda Fabia S2000 i stedet for. Ikke at det på nogen måde holdt ham tilbage. Tværtimod var han hurtigst på 9 af rallyets første 10 prøver og dermed var tonen slået an: For at vinde Rally Wales skulle man først og fremmest køre fra Andreas Mikkelsen.

Den situation passede Xavier Pons bedst. Han har ført mesterskabet hele året og en vinder helt udenfor pointstillingen var lige vand på hans mølle. Det betød, at han grundet sin føring faktisk kunne nøjes med en 4. plads og det var netop der, han befandt sig efter den første dag. Svenske Patrik Sandell havde mistet sin mulighed for at blive mester, da hans servostyring gav op efter få prøver, og han satte mange minutter til. Tilbage var Jari Ketomaa, som lå på andenpladsen, men som skulle op foran Mikkelsen for at tage mesterskabet.

Det blev en drabelig dyst imellem de to, for i løbet af lørdagen begyndte Ketomaa at bide fra sig og langsomt trække ind på Mikkelsen. Selv om Mikkelsen havde lagt ud med mange hurtigste tider, var Ketomaa ikke faldet så langt bagud og han fik kæmpet hullet ned til 20 sekunder, inden Mikkelsen sidst på lørdagen igen tog et par sekunder og sluttede dagen af med et forspring på 25 sekunder. Ketomaa kunne derfor stadig køre sin chance på søndagens 4 prøver, men han forspildte den allerede på første prøve, hvor han rullede med sin Fiesta og var ude af rallyet.

Herefter var Mikkelsen slet ikke truet og da Xavier Pons også straks sænkede tempoet drastisk – faktisk kørte han langsomst af alle S2000 bilerne på de fleste af søndagens prøver – kunne irske Craig Breen rykke op på andenpladsen. Pons kørte ind som nummer 3, hvilket var rigeligt til mesterskabet, fulgt af Patrik Sandell, som dermed fik reddet sig andenpladsen i mesterskabet i land.

Foto: IRC

Resultat:
1: Andreas Mikkelsen(N)/Olav Fløene(N) – Skoda Fabia S2000
2: Craig Breen(IRL)/Gareth Roberts(GB) – Ford Fiesta S2000 (+6:02,7)
3: Xavier Pons(E)/Alex Haro(E) – Ford Fiesta S2000 (+6:15,5)
4: Patrik Sandell(S)/Emil Axelsson(S) – Skoda Fabia S2000 (+6:20,7)
5: Michal Kosciuszko(PL)/Maciek Szczepaniak(PL) – Skoda Fabia S2000 (+8:18,9)

VM-stilling:
1: Xavier Pons (E) – 123
2: Patrik Sandell (S) – 111
3: Martin Prokop (CZ) – 104
4: Jari Ketomaa (FIN) – 101
5: Michael Kosciuszko (PL) – 73
6: Eyvind Brynildsen (N) – 64
7: Nasser Al-Attiyah (QAT) – 34
8: Bernardo Sousa (P) – 32
9: P-G Andersson (S) – 25
10: Juho Hanninen (FIN) – 25
11: Andreas Mikkelsen (N) – 25