Efter rallyet i Jordan, hvor afstanden imellem S2000 bilerne ved mål nærmest kunne regnes i lysår, var der mere tæt kamp i New Zealand. Alle 5 biler i mål var indenfor 2 minutter og 15 sekunder med den regerende finske gruppe N mester, Jari Ketomaa, i front.
Det var ellers lige før Ketomaa måtte udgå på rallyets første dag, da han efter mål på rallyets 4. prøve ikke kunne få startet sin Ford Fiesta S2000 igen. Udenfor serviceområdet måtte han selv klare paragrafferne og det lykkedes, men først efter en 15 minutter lang telefonsamtale med sit serviceteam, som ad den vej hjalp ham til at få liv i bilen igen. Det har været nogle lange 15 minutter for finnen, som dog ikke var mere rystet, end at han efter første dags prøver havde opbygget sig en føring på lidt over 20 sekunder.
Det var foran spanske Xavier Pons, som efter sejr i de to seneste S-WRC løb ligger i spidsen af mesterskabet. Denne gang kunne han dog ikke gøre noget ved finnen foran ham og han kunne blot se forspringet blive større og større efterhånden som rallyet skred frem. Til gengæld kunne han holde tjekkiske Martin Prokov bag sig og dermed yderligere udbygge sin føring i mesterskabet.
De tre forreste kørere kørte alle i Ford Fiesta S2000. Først som nummer 4 kom den bedste Skoda Fabia S2000 i mål, kørt af svenske Patrik Sandell fulgt af Nasser Al-Attiyah i en tilsvarende bil.
Foto: Willy Weyens
Resultat:
1: Jari Ketomaa (FIN)/Mika Stenberg (FIN) – Ford Fiesta S2000
2: Xavier Pons (E)/Alex Haro (E) – Ford Fiesta S2000 (+54,1)
3: Martin Prokop (CZ)/Jan Tomanek (CZ) – Ford Fiesta S2000 (+1:14,0)
4: Patrik Sandell (S)/Emil Axelsson (S) – Skoda Fabia S2000 (+1:39,4)
5: Nasser Al-Attiyah (QAT)/Giovanni Bernacchini (ITA) – Skoda Fabia S2000 (+2:14,8)
VM-stilling:
1: Xavier Pons (E) – 68
2: Martin Prokop (CZ) – 48
3: P-G Andersson (S) – 40
-: Eyvind Brynildsen (N) – 40
5: Patrik Sandell (S) – 34
6: Jari Ketomaa (FIN) – 33
7: Nasser Al-Attiyah (QAT) – 22
8: Janne Tuohino (FIN) – 18
9: Michael Kosciuszko (PL) – 15
10: Albert Llovera (AND) – 10