Ronnie Bremer bekræfter nu, at han er sikker på start i Auto-G Danish Thundersport Championship – og i velafprøvet materiel.

Bremer vender tilbage til DTC i Jan Magnussens vinderbil fra 2012, som han har overtaget fra Fukamuni Racing.

– Jeg er nu så langt, at jeg kan bekræfte, at jeg kører Auto-G DTC i den kommende sæson, og jeg glæder mig utroligt meget til at vende hjem til dansk motorsports kongeklasse med de spændende kørere og fede biler. – Det er et faktum, at jeg kører Auto-G DTC i vinderbilen, da jeg har overtaget den bil, som Jan Magnussen vandt Auto-G DTC-mesterskabet 2012 i. Jeg kører efter at vælte Jan Magnussen af DTC-tronen, så det forbliver vinderbilen også efter den kommende sæson, siger Bremer i en pressemeddelelse.

Selvom den tidligere Champcar-kører er sikker på start med sit eget team, er det endnu uvist, om der bliver en eller to biler i det nye team.

– Det er for tidligt at melde noget sikkert ud, om vi bliver et team for én eller to DTC-kørere – men, jeg kan bekræfte, at teamet har overtaget to DTC-racere samt udstyr, så vi har hele setuppet på plads til to biler. Vi har også en god dialog med flere interesserede DTC-kørere, så jeg har en begrundet optimistisk tro på, at vi bliver et team for to DTC-kørere, siger racerkøreren og nybagt DTC-teamejer Ronnie Bremer.

Bremer viste sin chromblå DTC-racer frem ved onsdagens motorsportsshow i Cirkusbygningen.