Robert Schlünssens første besøg på skånske Ring Knutstorp var som forudsagt hårdt. Alternative Engineering-køreren måtte starte langt nede efter en tæt, tæt kvalifikation.

I første løb ender Robert Schlünssen på en 12. plads fra den beskedne startposition som nummer 21. En afstand til den hurtigste i kvalifikationen på bare 1,1 sekund fortæller dog mere om den hårde konkurrence end om dansk/tyskerens første besøg på den sydsvenske bane.

I andet løb kom det regnvejr, som dansk/tyskeren har håbet på hele sæsonen. Men selv det blev for meget for BMW-køreren, der ellers fik vist farten i det våde element.

– Vi kørte med samme regnsetup, som vi har lavet til de danske løb, men vi ramte dog ikke helt med dæktrykket. Til slut i løbet var jeg hurtig, tror jeg kørte fjerdehurtigste tid, men da det regnede mest mistede jeg tid, siger Robert Schlünssen, der fik en ublid medfart af Jason Watt.

– Jason rammer mig bare, og så ryger jeg bagud, siger køreren i den hvid/grønne BMW 320si, der slutter som 15. samlet i sit bare andet løb på Ring Knutstorp.