Når Scandinavian Touring Car Cup næste sæson bliver et fuldt skandinavisk mesterskab og DTC og STCC lukkes ned, så kan det blive med Renault Clio Cup som en af supportklasserne.
I hvert fald er interessen fra Sverige voksende for at få de små racere med 200 hk ud på den svenske og danske baner.
Det bekræfter Michael Christensen over for Racemag. Renault-køreren fører Renault DTC Light Cup, som mærkeklassen hedder i 2010 i dansk udgave.
Til GP’et på Jyllandringen kom Jan “Flash” Nilsson forbi mit team og forhørte sig lidt om Clio Cuppen i Danmark, hvor mange biler der var solgt i Danmark, og om klassen kører som andre Clio Cupper i Europa, siger Michael Christensen.
Ifølge Racemags oplysninger pusler det svenske team med planer om at starte Renault Clio Cup op sideløbende med Carrera Cup Scandinavia, som Flash Engineering står bag.
Om chancerne for at de danske Renault Clio-kørere får mulighed for at køre skandinaviske løb inden for nær fremtid vurderer Michael Christensen:
– Det kunne da være oplagt og pisse fedt… Jeg kunne rigtig godt tænke mig at køre skandinavisk næste år, uanset om det er i en Clio eller en lidt hurtigere bil, siger Michael Christensen. Og tanken om at opleve nye baner er også tillokkende.
– Det er en blanding af det hele. Et stort show er bare federe, og flere biler giver mere konkurrence og flere dueller som folk vil se. Nye baner kunne være rigtig fedt, det giver nye udfordringer, og det er jo det der gør det sjovt. Men nu må vi se hva det bliver til, og om jeg kan skaffe et budget til næste år, slutter Michael Christensen.
Renault Clio Cup har kørt som supportklasse til DTC siden 2004. I 2008 indførte man den seneste Reanult Clio Cup-racer. 28 kørere scorede point i cuppen det år, 20 året efter, mens blot ni kørere har deltaget i DTC Light Cup i år.
Foto: Thomas Norsted, www.racemag.dk