Kvalifikationen til søndagens WTCC-finale i Macau blev lige så dramatisk, som løbene normalt er i den tidligere portugisiske koloni.
Yvan Muller, Gabriele Tarquini og James Thompson blev alle taget til hospitalet til rutinekontrol efter deres uheld i kvalifikationen. Alle er dog udskrevet igen, men vil få endeligt grønt lys til deltagelse i søndagens løb i løbet af lørdag eftermiddag.
– Uheldene i Q2 hjalp os helt klart op ad gridden, og heldet var da på vores side ligesom strategien var det. Det er en god følelse at være treer, men jeg har ondt af Yvan og Gabriele, og jeg håber, de har det ok. Jeg håber, at de begge kommer til start i løbet, så vi kan have en fair mesterskabskamp, siger Augusto Farfus til WTCC’s hjemmeside.
– Det var et spørgsmål om at overleve. Det var en virkelig hård session. Der var biler af banen overalt. Der var olie i hårnålen fra tidligere på dagen, og det var som at køre på is. Det blev dog renere, og det lykkedes mig at finde en tør linje. Det var et spørgsmål om at være på rette sted på rette tid og ikke crashe ind i barrierene, som så mange gør her, siger Robert Huff efter sin pole position.
Foto: fiawtcc.com