Motorsportssæsonen er gået på hæld, og om kort tid samles en række danske racerkører for at slappe af – med et 24-timersløb.
Den nybagte verdensmester i Formel Ford Dennis Lind, den historiske racerkører Kasper Stoltze og den tidligere formelkører Steffen Møller er blandt kørerne, der dyster om at køre længst i racersimulationen GTR2 på den legendariske Le Mans-bane.
Det sker i den kommende weekend, hvor en række teams med flere kørere og pitcrew stiller til start i gtr24h.dk’s årlige løb.
– Det er ikke ren sjov og ballade. I den ene side af hallen sidder køreren sammen med kørerne fra de andre teams og kører race i hver deres raceframe (konstruktion med bilsæde, rat og pedaler og computer, red.), adskilt fra ‘pitten’ af en stor skillevæg. På den anden side sidder de forskellige ‘pitfolk’ og overvåger bilens telemetri; dæktryk, benzinforbrug osv., siger Dennis Lind i en pressemeddelelse fra teamet Grippo Virtual Racing, hvor Lind og Stoltze danner trio med Kim Gripping.
Selvom det virker som ren hygge og drengerøvsstreger, så er løbet, der officielt starter med indskrivning og træning fredag aften, langt fra afslappende.
– Selvom man sidder mere eller mindre stille bag skærmen, er adreanalinsuset stort set som når man kører i en rigtig racerbil, siger Kasper Stoltze. Efter nogle timer bag rattet, begynder man at blive træt – og ud på de tidlige morgentimer er det hårdt at holde koncentrationen.
Grafik: Gripping Media/GTR24H.dk



