Det nye skandinaviske mesterskab er et skridt i den rigtige retning for dansk motorsport. Det mener i hvert fald brugerne på www.racemag.dk, der i en afstemning giver deres opbakning til det nye, fællesnordiske initiativ.
På spørgsmålet om Scandinavian Touring Car Cup er vejen frem for dansk motorsport svarer 3/4 af brugerne ja. Den øvrige fjerdedel af brugerne vakler mellem et nej og tvivl.
Med dalende deltagertal og en invitation only-klasse for at fylde feltet op i 2009 har det været tydeligt, at DTC i 2009-udgaven ikke kunne fortsætte på samme måde fremover. Og udmeldingerne fra teams og kørere frem mod 2010-sæsonen er endnu også meget sparsomme.
Som nævnt tidligere på www.racemag.dk ytrer flere DTC-kørere også deres tilfredshed med den nye Scandinavian Touring Car Cup, hvor både den tidligere DTC-mester Jason Watt og den regerende vinder Michel Nykjær er mulige deltagere.
Scandinavian Touring Car Cup starter ud på FDM Jyllandsringen i april næste år. Serien køres over fire afdelinger – to gange på FDM Jyllandsringen, en gang på bybanen i Gøteborg og en gang på Ring Knutstorp i Skåne.
Foto: Anders Molin