Som de fleste kørere begyndte jeg med at køre gokart. I 2002 lejede jeg en klubkart i Mou gokartklub, siden da gik der yderligere to år i gokart, et år i rallycross og to år i 1600challenge.
Egentlig er det hele gået meget stærkt, overgangen fra gokart til bil synes jeg var fantastisk. Muligheden for masser af træning i rallycross gav mig god erfaring, før jeg begyndte at savne fast underlag under hjulene.
I 2006 blev rallycrossbilen derfor skiftet ud med en Honda CRX. Det blev dog kun til enkelte løb i 2006, da der skulle findes tid og penge til at kunne race. Netop dét med pengene kender mange kørere – og ikke mindst forældre til. Vil man være med hvor det sneer, altså foran i feltet, koster det penge uanset hvad.
Som kører er det klart, at man drømmer sig videre igennem rangstien. Men som drømmene blev mere og mere diffuse i takt med de røde kontotal blev mere og mere klare, blev jeg hurtigt klar over, at der skulle mere end gode evner bag et rat til for at komme videre indenfor motorsport.
Jeg var heldig at møde forskellige mennesker, som lærte mig mere om, hvad et sponsorat egentligt går ud på, hvad det vil sige i forhold til markedsføringen af en virksomhed, og hvordan jeg kunne bruge det i forhold til den situation jeg stod i. Jeg gik igang med at sætte mig ind i forskellige programmer, der kunne håndtere grafiske. Herfra kunne jeg udarbejde salgsoplæg og hjemmeside til at sælge mit koncept.
Når man virkelig vil noget, har det ikke noget at sige om det tager 10 eller 100 timer. Jeg arbejdede som besat på at få sagerne i orden. Heldigvis havde jeg kontaktpersoner og nogle søde forældre, som kunne læse tingene igennem fra en anden synsvinkel og ikke mindst læse korrektur. Jeg stod nu med et færdigt salgsoplæg, så godt som det nu kunne blive indenfor mine rammer, og jeg var klar til at besøge potentielle samarbejdspartnere til 2008.
Mere end 100 virksomheder kontaktet
Så gik jagten på sponsorer igang. Jeg søgte rundt på virksomheder i hele Danmark, lavede notater, sorterede dem efter størrelse og beliggenhed. For det meste benyttede jeg telefonen til at ringe rundt, ellers foregik det via e-mail. Var jeg heldig, kunne jeg komme forbi til et personligt møde.
Jeg har ikke præcise tal på hvor mange jeg kontaktede, men et langt stykke over 100 er det blevet til. Nogle vil nok tænke at det ikke er den helt rigtige måde at skaffe sponsorer på, men som 17-årig kunne jeg ikke finde på andre og bedre måder, uden at det ville koste mig penge.
Jeg havde mange forestillinger om hvor jeg kunne se mig selv i 2008, de fleste scenarier udspillede sig i en national standardvognsserie, men det ultimative var helt klart udlandet. Hvor vidste jeg ikke.
Der skete mange ting på kort tid, og med stor indflydelse fra behjælpelige folk, stod jeg alligevel nu med en optagelsestest til Volkswagen Polo Cup på Oschersleben i Tyskland.
Fra lowbudget til high class
Efter et år med op- og nedture i 2007 endte det alligevel med en optur af dimensioner! Jeg kvalificerede mig til Volkswagen Polo Cup 2008 og skulle have min debut på den internationale racerscene.
Da jeg aldrig havde været til et internationalt racerløb, var det første løb på Hockenheim en speciel oplevelse. Alene at se hele anlægget udefra, de store tribuner, hundredvis af flagrende flag, ja selv indkørselsforholdene; det var store forhold i sammenligning med de danske og gav mig en idé af hvad DTM egentlig var.
Jeg håbede selvfølgelig selv på det bedste og blev lidt blændet af de “kloge” hoveder i jakkesæt, som var overbeviste om, at de kunne sælge sand i Sahara.
Jeg ville gøre min bedste indsats i løbet af året, derfor påbegyndte jeg fysisk træning og øvede mig i at sætte mig psykisk op til et løb. I alle sæsonens løb lå jeg indenfor top 10, dog udgik jeg også i to løb. Pole positions og podieplaceringer i løbet af sæsonen gav mig virkelig blod på tanden. Det styrkede min motivation og øgede min selvtillid.
Som sæsonen lakkede mod enden, skulle der til at træffes beslutninger om hvad der så skulle ske. Jeg vidste, at prisen på en sæson i Polo Cup var lav, men for mig var det stadig mange penge at skulle betale.
Jeg havde fået forskellige kontakter, den ene bedre og mere ambitiøs end den anden, og alle havde en fuldstændig plan på hvordan 2009 skulle foregå. Jeg håbede selvfølgelig selv på det bedste og blev lidt blændet af de “kloge” hoveder i jakkesæt, som var overbeviste om, at de kunne sælge sand i Sahara.
Det blev dog til enkelte aftaler om at genoptage kontakten i løbet af vinteren 2008 for at drøfte 2009.
Tilbage til “skrivebordet”
Da jeg havde kørt finalen på Hockenheim i 2008, gik jeg i gang med at udtænke et nyt sponsorkoncept til 2009. Jeg havde skrevet nogle noter ned i løbet af sæsonen, hvor jeg havde fået inspiration ved de forskellige arrangementer jeg havde deltaget i. I forhold til 2007 var situationen dog en helt anden, der stod nu 2008 og “finanskrisen” kradsede i alles lommer.
Efter en længere periode indså jeg, at det ikke kunne lade sig gøre at finde nok sponsorer til endnu et år i Tyskland. I stedet for at drage forhastede beslutninger cuttede jeg 2009 og arbejdede videre med at finde sponsorer. Som i 2007 gik jeg i gang med at søge, kontakte og holde møder med forskellige virksomheder i hele Danmark. Jeg valgte at bruge meget af min fritid på at flette et nyt koncept sammen.
Ordsproget siger “winners never quit, quitters never win”. Jeg ved, at jeg har ydet en 110% indsats for at få en videre karriere inden for motorsport, jeg har talentet, dedikationen og viljen.
Hvad fremtiden byder på, ved jeg ikke. I hvert fald har jeg ikke givet op, i forsøget på at komme videre indenfor motorsporten.
Venlig hilsen
Thor Qualmann
Fotos: Volkswagen Motorsport og Natascha Theisen, Redaktionsbüro Natascha Theisen
