Ørkenstaten Qatar, Nasser Al-Attiyah og Malcolm Wilsons M-Sport er helt som ventet gået sammen om en trebilssatsning til 2013-sæsonen i WRC.

Det offentliggør teamet mandag, hvor parterne samtidig kan afsløre, at Mads Østberg (foto), dette års firer i VM, slutter sig til teamet.

Al-Attiyah kæmper lige nu om at sikre sig sin ottende FIA Middle East Rally Championship, er i gang med planlægningen af januars Dakar Rally sammen med Carlos Sainz og er nu altså også en af bagmændene bag et team, der må regnes som noget af en force i næste års rallymesterskab.

Endnu er køreren til den tredje Ford Fiesta RS WRC ikke afsløret, men både Citroën-junior Thierry Neuville og norske Petter Solberg er på tale. Neuville har kørt flere rallies i år som standin for Al-Attiyah, der har forberedt sig til OL i London i sommer.

Qatar M-Sport WRT er klar ved WRC-premieren i Rallye Monte Carlo, men deltager foreløbigt i et begrænset program på syv rallies.

– Vi er lykkelige over at kunne byde en så prestigefyldt partner ombord til 2013. Partnerskabet med Nasser og staten Qatar gør det muligt for M-Sport at fortsætte i kongeklassen i sporten, og vi ser frem ttil at arbejde sammen. Siden 2012-sæsonen sluttede har arbejdet ikke stoppet for teamet, der arbejder døgnet rundt på at sikre, at vi har en stærk pakke til næste sæson, siger Malcolm Wilson til teamets hjemmeside.

– Jeg kender bilen godt, da jeg har kørt Fiesta S2000’eren i dens debutsejr i 2010 og nu prøver at sikre mig min ottende titel i Mellemøsten med Fiesta RRC. Jeg glæder mig virkeligt til at sætte mig bag rattet på Fiesta RS WRC og deltage i så mange WRC-events, som jeg kan ved siden af mit øvrige motorsportsprogram, siger Al-Attiyah.

– Dette er en stor mulighed for mig. Jeg har haft mange drømme i min karriere, men at opnå dette sæde er afgjort en af de største, og jeg vil helt sikkert prøve at få mest muligt ud af det, siger Mads Østberg.

Mads Østberg skal fortsætte sammen med svenske Jonas Andersson som codriver og deltager i alle 13 afdelinger af WRC 2013-. Nasser Al-Attiyah får Giovanni Bernacchini som codriver.