Fra Young Driver AMR kommer denne Q&A med Christoffer Nygaard, der i dag har kørt på Le Mans-banen for første gang. Læs her om hans tanker før 24-timersklassikeren i Frankrig.

Christoffer, hvordan har du det en uge før din første start i Le Mans?

Da vi kørte GT1 World Championship-afdelingen på Brno for et par uger siden, føltes det som om Le Mans var år ude i fremtiden. Men nu går det hele så stærkt. For hver dag kommer løbet nærmere, og en masse spænding bliver bygget op. Jeg deltog i en præsentation for alle de danske kørere, der deltager i dette års 24-timersløb på Le Mans, i København i torsdags, og det var sådan en fed fornemmelse af være i samme gruppe som Le Mans-legenderne Tom Kristensen og Jan Magnussen. Det er et så legendarisk race, og jeg er stolt af at jeg vil deltage i det med  Young Driver AMR-teamet i år.

Den 13,629 kilometer lange bane på Le Mans er helt ny for dig. Hvordan forbereder du dig selv på denne bane?

Jeg forberedte mig med en masse onboardvideoer for at lære banen. Det er en stor hjælp. Nogle kørere forbereder sig med videospil, men alle spil jeg har prøvet er lidt for meget underholdning og for lidt racing. Men det hjalp mig til at lære, hvordan banen er. Vi har lidt fritid i Le Mans tirsdag, og den tid vil jeg bruge på at gå og køre langs banen med Tomas Enge. Han har meget erfaring fra Le Mans, og jeg har allerede talt en del med ham om løbet. Han vil vise mig alle de hemmeligheder på banen, som man ikke kan se på en video.

Hvordan forbereder du dig fysisk på løbet?

De 24 timer er ret anderledes sammenlignet med ettimersløbene i GT1 World Championship og FIA GT3 European Championships, som jeg normalt kører. Så jeg har ændret min træning mere mod udholdenhed. I Le Mans vil vi have aircondition i bilen, hvilket vi ikke behøver i VM, dette vil gøre det lidt mere komfortabelt.

Hvordan er dine forventninger til din første start i Le Mans?

Jeg håber på klassesejren, men det ville ikke blive nemt. Vores konkurrenter er meget stærke, det så vi i VM og i de 1000 kilometer på Spa. Men vores Aston Martin DBR9 er holdbar og godt forberedt. Mange siger, at vi er favoritterne til klassesejren. Jeg ser det anderledes, da vi regner med at Ford og Corvette vil være meget stærke på Le Mans. Jeg håber, at vi vil kunne køre et hurtigt og stabilt tempo igennem løbet og se det ternede flag – og så er alt muligt.

Foto: Markus Berns