Al begyndelse er svær. Og netop derfor er det vigtigt, at presset ikke er stort, og at omgivelserne giver plads, når de små skal forsøge sig i sporten. Og at forældrene også kan opleve, om junior reelt har interesse for at træde speederen i bund. For det er trods alt dyrere at investere i en kart end et par fodboldstøvler.

Gennem en række år har Motorsport Nordjylland har haft et tilbud til de mindste, som er for små og unge til at deltage i de forskellige Micro-klasser. Når de kører rundt, er det Puffoerne.

”Spørg mig ikke, hvorfor de bliver kaldt det. Det er måske kun hos os, at vi kalder det, for karterne bliver kaldt miniput hos de andre klubber, som arbejder med dem.”

Ordene kommer fra Leif Andersen. I to-et-halvt år er han kommet på Tom K Karting Arena, og siden sommeren 2023 har han været ansvarlig for kartingafdelingen i Motorsport Nordjylland.

”Jeg kørte selv 250 cm3-kart i 3-4 år i 70’erne, da jeg var mekanikerlærling. Nu kom jeg til banen for at hygge med mit barnebarn,” fortæller han. ”Da mit barnebarn startede, troede jeg aldrig, at han ville komme i gang med at køre. Men efter en regnvejrsdag fandt han ud af det.”

Og det er det, som er indgangsvinklen, når det kommer til puffoerne hos Motorsport Nordjylland. Børnene skal selv finde ud af, om karting er noget for dem.

”For nogen tager det lang tid om at komme i gang, og så er der andre, som kører 2-3 gange, og du kan se, at de kun løfter speeder en gang imellem,” fortæller Leif Andersen.

”Det er meget forskellige børn og forældre, som kommer. Du kan hurtigt fornemme, om det er børn, som du kommer til at se igen. Der var et søskendepar, hvor drengen var ude at køre, og så ville pigen også prøve. Hun kørte ned ad langsiden, tog to sving og parkerede så karten. Jeg fik ned til hende for at finde ud af, om der var en defekt. Den kører for stærkt, sagde hun. Så måtte jeg tage hende i hånden og gå tilbage til ryttergården.”

”Vi har haft et enkelt tilfælde, hvor vi kunne se, at barnet ikke havde særlig stor interesse for at køre, og hvor det mere var forældrenes ønsker. Det fortalte vi dem, og de har så siden fundet noget andet at give sig til.”

Miniputkørslen tilbyder Motorsport Nordjylland til børn i aldersgruppen fra 5 til 8 år, som ikke før har kørt i en kart.

”Vi har haft en venlig sponsor, som købte de fem karts, som vi har i klubben. Når der kommer nogen, som vil prøve, kan de låne udstyr som hjelm, nakkekrave og dragt, og så finder vi så den kart, som passer til deres benlængde,” forklarer Leif Andersen.

”Mange af børnene har måske drønet rundt i en elektrisk legetøjsbil hjemme på græsplanen, men vi sætter os på hug og snakker med dem sammen med deres forældre. Så stopper vi for de andre puffoernes kørsel på banen og giver de nye 2-3 omgange på banen, hvorefter vi igen snakker med dem. Er de OK med det, lukker vi dem ud i flokken sammen med de andre puffoer. De drenge og piger, der kører her, er vældigt søde ved hinanden. De tager virkelig hensyn til hinanden. Hvis der er et af børnene, som kommer udenfor banen og sidder fast i sandet, så kører vi ud og hjælper dem fri igen, så vi ikke skal stoppe det for alle.”

Syvårige Sylvester Lundgaard har flere gange været med, når der på Tom K Karting Arena har været afsat tid til miniputterne.

”Vi har prøvet et andet tilbud til Sylvester, men det passede ikke rigtigt,” fortæller hans far Lars Lundgaard. ”Så fandt vi frem til, at man kunne køre miniput hos Motorsport Nordjylland, og så kom vi til at købe en brugt kart, som var seks år gammel.”

”Jeg har selv kørt billøb, og jeg synes, at dette her er et godt sted, hvor klubbens folk tager sig af de små og giver dem lov til at køre alt det, de vil, men hvor man også fortæller dem, hvad de skal gøre. Fra klubbens side kan man mærke, at børnene skal hygge sig og have det fedt. Sylvester har været med ude, når en kammerat har trænet, så har han haft lidt fornemmelse af, hvordan det foregår.”

Men køb af egen kart er ikke noget krav for at finde ud af, om kartingsporten er noget for ens dreng eller pige. Snoren på Honda-motorerne på klubkarterne bliver gladelig trukket til de første kørsler for poderne.

”Er der interesse for mere, så finder vi den af vores klubkarter, som passer til barnet. Så udformer vi en lejekontrakt, hvor familien betaler 1.250 kr. for den, og så er det barnets kart i en hel måned,” fortæller Leif Andersen. ”Familien skal selv komme med benzin og gøre karten ren efter en tur i sandkassen eller kørsel i regnvejr. Vi har kun haft en enkelt familie, der ikke fik depositummet tilbage, fordi rammen var blevet bukket.”

”I år har vi haft en enkelt familie, som har lejet en kart i tre måneder, men de er nok derhenne, hvor de til næste år kommer med deres egen kart. De fleste familier har ofte kun lejet en måned, inden de går ud og køber sig en gokart. Jeg råder dem altid til at kikke rundt for at se, hvad der er af brugte karter til salg og spørge de andre forældre i klubben. Det er dumt bare at gå ud og rive ned af hylderne.”

Rekrutteringen foregår via de sociale medier og forældrene til de børn, som allerede kører miniput. Eller hvor børnene skal til at rykke op.

”Vi har et åbent-hus-arrangement først på året, hvor vi inviterer alle til at være med, og så opfordrer vi forældrene til at dele vores opslag. Ikke bare på deres Facebook-profiler, men også på opslagstavlen i børnehaven, hvor deres børn går. Nogle af familierne har måske noget miniputudstyr stående, for pigen eller drengen er rykket videre,” fortæller Leif Andersen. ”Nogle gange har vi to til vores træningsdage. Andre gange 10 eller 12. I år har vi haft 28 børn, som har prøvet en gokart. 15 af dem er blevet medlem af klubben og har fået en DASU-licens.”

Da Autosport lagde vejen forbi Tom K Karting Arena på en varm sensommerlørdag i september, rullede en personbil med en trailer ind i ryttergården. Traileren rummede to karts i forskellige størrelser og på bagsædet af personbilen sad knægtene Malthe Byrial Mikkelsen og Kalle Reher Bording.

De to femårige skulle prøve en kart på en bane for første gang. Og de byttede rundt for at finde den, som passede dem bedst.

”Den ene kart har jeg købt, og den anden har jeg lånt af min chef,” fortæller Rasmus Byrial Sørensen. ”Det er lidt et sats at købe sådan en, men vi har kørt hjemme i haven det sidste halve års tid, og så har det vokset. Lige pludselig kunne det ikke blive hurtigt nok Malthe, og så har han snakket om at køre på en bane.”

Efter lidt kort instruktion fra Motorsport Nordjyllands officials blev de to ungersvende sendt afsted alene på banen på én omgang med en klar ordre om at stoppe igen. Var det okay for dem? De var dog hurtigt klar til flere omgange. Og kørte videre.

”Det er bare et fantastisk tilbud,” siger Kasper Bording. ”Kalle og Malthe kunne bare komme ud at køre. Det var godt, at man bare kunne dumpe ind og mærke, om det var noget for drengene.” Efter deres første køretur skulle Malthe Byrial Mikkelsen og Kalle Reher Bording lige reflektere over indtrykkene. De takkede således nej, da de blev spurgt, om de ville køre med i det samlede felt. Men så snart de andre puffoer var kommet banen, ombestemte de sig begge…

Denne artikel er bragt i Autosport #5/2024. Autosport er Danmarks eneste dedikerede bilsportsmagasin, og du kan modtage det ved at blive medlem af en af klubberne i DASU. Find din klub her.